Ernst er enkemand. Han bor alene og har sine triste rutiner, to gange om ugen kirkegården, af og til et spil skak med viceværten. Alt for sjældent har han besøg af sønnen og dennes familie. Ernst har intet initiativ, han har knap nok interesser, men har engang haft. Han kan ikke tale med folk, næppe for sig selv formulere de rudimenter af følelser, som krabler rundt på bunden af ham. Stivnet i angst Da sønnen dukker op med en computer, går han nærmest i sort, og der forbliver han desværre i det meste af Jakob Brønnums roman 'Kun sig selv'. Ernst virker, som om han er 102 år gammel, sådan opfører han sig i hvert fald. Stivnet, angst for alt nyt, uden nogen form for tilknytning til verden omkring sig. Angst, hvis det mindste sker i hans dybfrosne hverdag. Beskrivelsen af ensomheden og den dybeste åndelige armod er god, men den bliver monoton, vendes og drejes side op og ned. Intet sker. Småbitte skridt Bortset fra altså computerens indtog og så en dramatisk begivenhed, som egentlig ikke ændrer så meget, kun at den ene computer afløser den anden. Hvorfor Ernst er blevet så indespærret i sin egen tomhed, får man ikke at vide. Derfor virker det heller ikke troværdigt, at han vover at knytte en slags bånd til en ung mor, som flytter ind. Computeren bliver bindeleddet og måske endog billet til en slags happy ending. Men svævende, uforløst. Det er muligt, at tilværelsen er sådan for de livsuduelige, men en roman forventes at have en slags slutning. Ikke sådan med 'Kun sig selv'. Det er et liv, der kun bevæger sig med småbitte skridt på stedet. Suk.