Starten er makaber: En gammel vild hund, såret og ulækker, lister sig ind i en patricierlejlighed i Oslo en vinterdag kort før jul. Den trænger til varme, og den er sulten. Og på gulvet ligger der noget spiseligt. Hunden slubrer og slikker. Blod, hjernemasse og andet godt - for der er fire døde mennesker i lejligheden, skudt ned med en revolver og en pistol af svær kaliber. Tre af de døde er far, mor og ældste søn i skibsrederfamilien Stahlberg, den fjerde er en skribent og forlagskonsulent med det pudsige navn Silkehale, som ikke har den ringeste forbindelse til familien Stahlberg. Tung mistanke Så er kriminalinspektør Hanne Wilhelmsens juleferie ødelagt, og det selv om hun har fået en velhavende tyrkisk samleverske og er flyttet til en ny mondæn lejlighed i Frogner. Politiarbejdet skrider usædvanlig hurtigt frem, det vælter ind med spor og indicier, og mistanken lægger sig tungt på skibsrederfamiliens lillebror og hans mesalliance af en kone. Alt virker klappet og klart. Men Hanne Wilhelmsen bliver med sin egenrådige kantethed ved med at vende tilbage til spørgsmålet om den myrdede forlagskonsulent - hvorfor er han blevet inddraget i dramaet, og hvorfor er han tilsyneladende blevet skudt først? Kollegerne bliver mere og mere irriterede på hendes lukkede, intuitive søgen efter alternative forklaringer, men forklaringen på mordgåden viser sig også at forklare en del om den massive kollegiale modvilje - og den afslørede morder begår på næstsidste side endnu en forbrydelse, der kommer som et chok, ikke mindst for Hanne Wilhelmsen-fans ... Nærig med oplysninger Anne Holt, Norges bud på en nordisk krimidronning, er tilbage i sin vante genre, politiromanen, med 'Sandheden bag sandheden'. Men egentlig havde hun mere på hjerte med den forrige bog, 'Det der er mit', og det kan ikke nægtes, at intrigen kører både tungt og noget utroværdigt i den nye Wilhelmsenroman. Og som læser føler man sig lidt snydt, fordi Anne Holt er nærig med vigtige oplysninger og først røber dem meget sent. Skrivefærdigheden fejler til gengæld ikke noget. Den filmiske teknik med at introducere nye spor og nye personer uden forklaring, bare som elementer i en udefra beskrevet scene, virker godt og spændingsskabende, og hvis man hører til de politiromanlæsere, der ikke kan få det sort og misantropisk nok, er der rigeligt at hente. Misbrug af så godt som alt: penge, kærlighed, tillid, kroppe, sprut, stoffer og magt, det er hvad familien Stahlberg har at byde på - og Hanne Wilhelmsens egne sjæleknuder og skrammede ungdomsår får også en tur gennem den psykologiske bagagegennemlysning. Sneen falder isnende og frysende over Oslos skyggesider i denne juleuhyggebog. Put den bare i strandtasken, den skal nok holde colaerne kolde.