Det er noget sjask, Klaus Rifbjerg lægger frem i sin seneste digtsamling: strøtanker, anslag, indfald og udfald, sniksnak. En hurtig stemningsskitse hér, en kvart kronik i knækket prosa dér - intet er gjort færdigt. Ikke en tanke er tænkt til ende (eller bare overvejet igen), ikke en strofe er skrevet igennem, ikke et eneste digt er blevet skærpet - eller droppet, fordi det var for tyndt. Det er det indtryk, man får (hvordan Rifbjerg faktisk har arbejdet, kan jeg jo ikke vide). Og titlen 'Pap' antyder, at det ufærdige, midlertidige og prosaisk prunkløse har været en bevidst intention. 'Pap' er imidlertid ikke kun et uhøjtideligt materiale - det er også uholdbart og kedeligt. Og det samme er Rifbjergs nye værk: Der er lidt lommeuldsbrok (om svigerindens hjemmehjælper og om en irriterende bankrådgiver); der er et par småindfald om aktuelle mediebegivenheder (Kurt Thorsen og den israelske ambassadør i Stockholm, der ødelagde et kunstværk); der er nogle ikke særlig skarpe kommentarer til det politiske (Saddam, George W. Bush og den hjemlige regering); og så er der nogle tåbelige jeronimusserier om, hvordan alting var bedre i gamle dage, da både politikere, digtere og dagbladsanmeldere forstod at drikke sig skidefulde, så de ikke var så kedelige, når de skulle udføre deres respektive hverv. Kedelig og redelig er nemlig omtrent det værste, man kan være i Rifbjergs univers - man skal helst være sådan lidt fandenivoldsk og djærv og råbe »Årh, snup en bajer!«, hvis nogen begynder at tale alt for alvorligt om noget. Automatpilot Rifbjergs nye digte vil altså gerne være lige ud af papkassen, uprætentiøse, løsagtige, lemfældige, idiosynkratiske. Og det er de. Men de er også tynde og kedelige og uambitiøse. Begejstrede fans vil måske sige, at 'ronkedoren' eller 'det gamle virrehoved' har en fantastisk sproglig vitalitet, der redder digtene. Og som regel er Rifbjerg da ganske rigtigt meget velskrivende. Men i 'Pap' kører den altså på automatpilot, og selv om den rifbjergske automatpilot er mere rutineret end de fleste andre, er det trist med en bog, der slet ikke vil nogen steder hen, hverken tematisk eller formelt, men stiller sig tilfreds med at sludre på vers i øst og vest. Og sprogligt er det altså ikke så sprælsk, at det gør noget. »Her går det godt, fru Kammerherreinde« og »abesnot« (= sæd) er eksempler på en 'frisk' tone, hvis holdbarhedsdato for længst er overskredet; det er ikke sproglig vitalitet, det er antikveret 50'er-slang. Også den politiske satire er noget bovlam; den er hverken lige så respektløs eller lige så intelligent som den, man finder andre steder nu om dage, især på tv (Bertelsen, Gintberg m.fl.) og i aviserne (Roald Als, hedengangne Strid m.fl.). Tag talentet alvorligt Selvironi er der selvfølgelig også i 'Pap', og det plejer man jo at sige, er klædeligt. Men jeg synes, det ville klæde Rifbjerg bedre at tage sig selv og sit enorme talent alvorligt. Havde Rifbjerg bare været talentløs, ville der ikke være nogen grund til at hidse sig op over en sløj bog. Men manden kan jo skrive fremragende digte, det har han vist gang på gang, f.eks. i 'Camouflage' (1961), i 'Livsfrisen' (1979), i 'Tuschrejse' (1994) og senest i 'Sæsonen slutter' (2003). Derfor er det ærgerligt, at han - med et tilsyneladende fuldstændig ukritisk forlag bag sig - også udgiver mange dårlige bøger. Den seneste af slagsen hedder 'Pap'.