0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et sprog af platin

Lars Saabye Christensen har skrevet en fantastisk god roman om en skamløs dreng og hans hemmelighedsfulde familie.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Findes der et sprog, af platin, der er lige så præcist som målestokken i Paris?«, spørger fortælleren i Lars Saabye Christensens nye roman 'Maskeblomstfamilien', den første efter hans store succes med 'Halvbroderen', der fik Nordisk Råds Litteraturpris 2002.

Bag spørgsmålet aner man forfatterens egen stræben. Han søger altid det præcise udtryk for en situation og finder det i vendinger som »nekrologens alfabet«, »tålmodighedens sukkertøj« og »velsignelsens synsvinkel«. Den sidste er »sådan de rene bruger deres øjne, til at se ned på dig med«.

Fortælleren i 'Maskeblomstfamilien' er ikke ren. Han er endnu en teenager fra 1960'ernes Oslo - urscenen i Lars Saabye Christensens forfatterskab - der vokser op i en familie, der er plaget af hemmeligheder og skam.

Skeletter i skabet
Skammen gælder først og fremmest faderens selvmord, der finder sted, da fortælleren er 12 år, og får moderen til at gå i opløsning på sit værelse; men også flere andre historier, hvis tråde rækker tilbage i tiden, og hvis kerne har at gøre med seksualitet, køn og uigennemsigtige familieforhold.

Fortælleren er imidlertid ikke selv ramt af skammen. Selv om han er et typisk offer, gør han, hvad han kan, for at vende situationen til sin fordel, og bliver i stedet så skamløs, at det tangerer det grusomme.

Det er ham, der foran hele klassen tør spørge en ildelugtende lærer, hvorfor han ikke børster tænder, og i telefonen kan få en jævnaldrende plageånd til at svede som ved en »idrætsdag i angst«. At der også hviler større synder på hans spinkle skuldre afsløres først til sidst.

Tragedie eller komedie?
'Maskeblomstfamilien' er på alle måder en usædvanligt rig roman. Man kan kun glæde sig over Lars Saabye Christensens fænomenale iagttagelsesevne, som formår at fastholde en stemning i konkrete sansninger:

»Så tog vi den sidste færge ind til byen, ikke farfærgen denne gang, den der sejlede den anden vej, ud mod solen, fuld af hvide skjorter, fædres latter og dunsten af øl, men efterårsfærgen, der fragtede mødre og børn hjem igen, lastet med sommerens snavsetøj«, hedder det f.eks. om den sidste sommer inden faderens selvmord. Hvis der findes et sprog af platin, findes det i denne bog.

Men derudover er der rigeligt med kalorier til den dybere eftertanke. Romanen er komponeret over den berømte formel for det græske drama om tidens, stedets og handlingens enhed; men om det er en tragedie eller en komedie, der udspiller sig, er op til den enkelte læser at afgøre.

Pirrende anelser
Den franske filosof Henri Bergsons betragtninger om det komiske spiller en væsentlig rolle i historien, men det gør en berømt tragedie af Sofokles også - ligesom syndefaldsmyten optræder i en særlig Oslovariant.

På det psykologiske plan bliver begreber som skam, løgn, køn og magt endevendt, og hvad angår selve plottet, kan man have sit hyr med at regne ud, hvordan det egentlig hænger sammen. Nogle af familiens hemmeligheder kan man få styr på ved at slå tilbage til tidligere kapitler, andre må forblive ved anelsen, hvilket er meget inciterende.

'Maskeblomstfamilien' er en roman, som simpelthen nægter at forlade ens hoved, og som man er meget glad for at have læst. Den slags kan der være langt imellem til daglig.