Vandet skal hentes i nabolandsbyen. Der er lang vej, og det er kvinderne, der må gøre det hårde arbejde. På et tidspunkt bliver de sure på mændene og truer med at strejke. Det har ingen virkning. Derfor griber de til Lysistrates gamle trick. De meddeler, at de vil nægte mændene sex. Og så får de deres vilje. Det er hovedpersonen, den arrangerede hustru Nasneen, der sidder i London og tænker tilbage på livet i Bangladesh. Og så vidt kopierer hun jo bare et klassisk motiv fra den europæiske litteratur. Men så gør hendes forfatter, Monica Ali, sig en overvejelse, som rækker lidt ud over Aristofanes. Hun har forklaringen på, hvorfor truslen om sådan en strejke virker. Mænd kan umuligt leve uden vand, men nok med tanken om ikke få vand. Mænd kan derimod bevisligt leve uden sex. Det er dem bare plat umuligt at leve med tanken om at skulle undvære det. Til London som hustru Eksemplet viser Monica Ali i funktion som en tænksom og underfundig iagttager af den sociale komedie. Hendes Nasneen vokser op i et noget flimrende, Rushdie-agtigt førstekapitel. Så arrangerer Nasneens far, at hun flytter til London som hustru for den hende ubekendte Chana, hvis mad hun skal koge, hvis ligtorne hun skal beskære, og hvis børn hun skal føde. Det første barn dør, de to næste lever. Nasneen får ikke bank. Efterhånden får hun en elsker. Til sidst vil hendes drømmer af en mand flytte hele familien tilbage til Bangladesh. Levende skildring af et lukket terræn Men et blik på dette ret selvfølgelige handlingsforløb yder slet ikke Monica Alis roman retfærdighed. Da hun har rystet Rushdie af sig og er kommet igennem et par ærlig talt noget døde etableringskapitler, vokser hendes prosa til en enestående levende skildring af et vigtigt og lukket terræn i den verden, vi lever i netop nu. Det arrangerede ægteskab i den vestlige storby, andengenerationsindvandrerne, den muslimske vækkelse, fordommene, inklusive de berettigede. Ali skriver med et stille vid af til tider Dickens-format om disse mennesker, der holder fast i deres bedetæpper, men har en automatisk ringetjeneste på mobiltelefonen til at minde dem om, hvornår det er bedetid. Hun fortæller om deres liv med sans for både detaljen og rytmen. Jo længere vi kommer ind i denne for vestlig litteratur meget specielle historie, des fjernere er den fra klichéerne, både om kærlighed og tvang. Det lykkes Ali, ret imponerende, at få afsluttet sin historie på en overraskende måde, lige langt fra sentimentalitet og kynisme. Den slutning skal nok blive ødelagt, hvis de igangværende forhandlinger om en Hollywood-filmatisering falder i hak. Belæring og underholdning i ét 'Brick Lane' minder en om den realistiske fortællings ældste funktion: at give en indblik i et hjørne af samfundet, man er udelukket fra. Tænk for eksempel på, hvor lillebitte en del af samfundet narkomanerne udgør, og hvor vældig godt vi på dansk er blevet serviceret med indsigt i deres leveform, fra 'Pusher' til 'Nordkraft'. Her kommer fra England og Bangladesh den første mulighed for at opleve en langt større minoritet i de europæiske samfund, også vores, indefra. Sjældent er belæring og underholdning gået så godt i spænd. Og så er der for resten heller ikke længere mellem dem og os. Husarbejde, tænker Nasneen på et tidspunkt, ligner Gud derved, at det hverken har begyndelse eller ende. Hvor tit har man ikke tænkt sådan uden at kunne finde ordene for det.