Digteren Janus Kodal har begået en stor og storartet bagatel ved at indsamle et lille, vilkårligt antal drømme om sin laurbærkronede kollega Peter Laugesen hos nogle af sine nærmeste, håndgangne mænd: Viggo Madsen, Henrik Have, Claus H. Christensen, Jens Blendstrup, Lars Bukdahl, Steen Møller Rasmussen, Peter Laugesen selv og Carsten René Nielsen, foruden indsamleren i højstegen person. Bagatellen er blevet så stor, fordi den udgør et fuldkommen originalt bidrag til digterportrættets gammelkendte genre. De ni drømmes kalejdoskopisk forvrængede nattebilleder af Laugesen adskiller sig markant fra de sædvanlige hyldestformer: Enten biografiens og monografiens kulørt ophidsede eller akademisk grundige, måske svagt kedelige portræt. Eller festskriftets højst uegale indlæg, der stritter i øst og vest, for nu skulle de jo fyres af, og der er kun 14 dage til hans fødselsdag. Der er noget virkelig interessant ved i stedet at ville fabrikere et helt igennem indirekte digterportræt, alene komponeret ud fra de tilfældige og efterlods redigerede drømme, personer i Laugesens omkreds har haft om ham. Eller rettere: Om Laugesen som figur. Det karakteristiske er nemlig, at stort set alle drømme hæfter sig ved nogle helt ydre, genkendelige træk ved Laugesen, hans tavshed, hans piberygning, hans lune og hans momentane irritation. Det er påfaldende, at ingen kvinder direkte bidrager (selv om Henrik Haves drøm er fortalt ham af en kvinde, er den filtreret gennem Haves egensindige sprog), og at ingen af drømmene er seksuelle - uden at der måske er nogen direkte årsagssammenhæng mellem de omstændigheder. Freud skrev jo i 1900, at vi i drømmen fortættede og forskød den vågne tilstands begær og behov, men bortset fra Nielsen, der drømmer, at han skal giftes med Laugesen, en på alle måder umulig drøm, er der vist ingen homofili på færde. Hvordan ser Laugesen så ud, i dette splintrede natteportræt? »Han sidder omdrømt og rolig med sin pibe i et hjørne og smiler mildt; eller han drikker dramatisk ved familiefrokosten; han prøver indædt at arbejde i en fremmed kvindes klædeskab, hvis han da ikke går på en mark i Brabrand og trøster en ung digter, kun for i næste nu at presse sin pibespids ind i bananer på en plantage i Sydamerika, eller snakke strømmende med Frankrigs kulturminister, eller som en anden ridder forsøge at befri prinsessen ved hjælp af en brændende sukkerknald, hvorefter han med lange fletninger ryger videre på sin pibe og smiler mildt, efter at brylluppet med Nielsen er gået i vasken«. Som man vil se, er der en næsten cirkulær struktur over dette hoppende drømmeforløb: Det milde Odysseus-smil binder første og niende drøm sammen, henover alle de eskapader og ekspeditioner, der ligger ind imellem. Drømmenes opstilling er også på andre måder ordnet. De er alle løseligt daterede, dog uden nogen fortløbende kronologi, og de er mestendels »drømt af« den eller den, der er altså en klar afsender af hver drøm. Tilsammen får man et mærkelig vandigt billede af Laugesen; det er, som om man i pludselige glimt ser en knivskarp detalje, kun for i næste nu at betragte en sløret og uklar strøm af begivenheder, der udvisker det klare billede. Vi er helt hinsides Goethes selvbiografi, der veksler mellem digtning og sandhed, for her har vi kun drømmenes utilsløret skabte og fantasmatiske billeder; ingen sobre digtanalyser, ingen lysvågne beskrivelser af samtaler ført her og der, kun tildigtede og tildrømte miniberetninger. Dermed ormer natteportrættet sig solidt og overraskende originalt ind i digtningens drømmeverden, og det gør det endog på en ualmindelig let, gækkende og munter måde, også hvad angår prisen på det lille hæfte, der uvilkårligt animerer til at slå en høj latter op. Dog, bagatellen er så charmerende, at man vel lige så godt kan lægge sine dalere for denne korte, men udsøgte fornøjelse, frem for at spendere dem på alenlange og måske betydeligt mindre stimulerende værker 'om' Laugesen.