0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skrive, ordne, huske ...

Romandebutanten Anne Lise Marstrand-Jørgensen åbner en poetisk afgrund.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En lyriker, der debuterer som romanforfatter - går det godt? Ja, faktisk er Anne Lise Marstrand-Jørgensens debut overbevisende, selv om handlingen er usandsynlig. Men her spørges ikke om sandhed, kun om hvordan skriften står prentet. Og den står godt, medrivende, besynderlig og mærkeligt nok underholdende.

Den trediveårige Laura er biologistuderende med speciale i biernes logiske univers. Hun bor på landet med sin ældre ægtefælle Klaes, og hun sætter sig for at undersøge sin fortid og sin barndom. Hvad er der under den tilsyneladende pæne unge kvindes liv? Hvad er det for en fortid, som af og til krakelerer i sære syner og erindringsforskydninger? Laura begynder at fortælle til en diktafon - og opdager gradvis, at ikke kun fortiden, men også nutiden antager andre former end forventet.

Det begynder med moderen, Evy, indehaver af en frisørsalon på Frederikssundsvej. Portrættet er kendt - hvis du kommer fra småborgerskabet er damefrisør den rigtige stillingsbeskrivelse. Men Evy er godt husket - en enlig kvinde, der ryger cigaretter og ser tv og en nat bliver kørt over. Død. Et lille portræt af en træt, træt kvindeskæbne, som aldrig havde det godt og aldrig fik det godt.


Lauras lillesøster hedder Vita - måske en hilsen til digteren Vita Andersen, som også har skildret badekåber, kaffe på bordet, læbestift på koppen, opvasken og ensomheden - en egen hudbleg, desillusioneret trøstesløshed, som understregs af, at Vita er født uden øjne, blind.

De to portrætter af kvinder uden syn kompletterer hinanden - Vita er smuk og helt blind på øjet, moderen er blind på sit liv. Den heldige pige er Laura selv, som læser bøger og kommer i kontakt med en mærkelig mand i en snusket lejlighed på Møntmestervej, UFO-kongen.

»Tiden og rummet ...hm ...hm ... bevægelse foregår jo sådan ... svusj - eller sådan...«. Andre dimensioner, underlige krumspring, selvopfundne ord, satellitter, der sniger sig ind mellem sprogets vante gloser. UFO-kongens bror hedder Gutte og er også sær. Men er det sære ikke lige så tungt og vigtigt som det tilvante?


Fortiden er sær. Da Laura begynder at efterforske sin forsvundne fars skæbne, bliver fortiden i al almindelighed med ét katastrofisk. Faderen var dobbeltmorder, en kriminel, som forsvandt i fængslet. Og hvem er egentlig Klaes, hendes mand, der altid er på rejse? Lusede hoteller, samtaler med europæiske kulturpersonligheder, åndsliv, og igen: ensomhed.

'Det vi ved', hedder bogen. Vi ved ikke ret meget, hvis vi ikke en dag sætter os for at undersøge det. Undersøgelsen river også tæppet væk under Klaes, som ligner hendes far mere end hun anede. Klaes har den hemmelige fil 'UP' på sin computer - 'unge piger'. Han er en anden og ubehageligere mand, end hun troede.

Det fantastiske i skildringen er også det fantastiske i skæbnerne, som ikke rimer med hvad vi tror at vide. Den blinde Vita føder et barn, som bliver Lauras. Undersøgelsen foregår i et leje mellem fortidens spredte småøer og en nutid, som blindt gentager fortidens synder og fejl. Der er også en kriminalistisk indgangsvinkel til Anne Lise Marstrand-Jørgensens bog, som er velskrevet, tæt og underlig på samme tid.

Det vi ved, hænger sammen med vores biologiske og sociale fortid, som bliver en sugende fornemmelse af en drift mellem »væren sig selv« - og »viden om sig selv«. Det er slet ikke nogen dårlig debut, som lægger gamle mønstre ud på en ny måde.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu