Barndommens magiske land: Hvordan skal vi nogensinde nå tilbage til dets forjættende enkelhed og dets strålende og voldsomme dramaer? Litteraturens magiske genvej er velkendt, og det er da også dén, islændingen Jón Kalman Stefánsson (f. 1963) tager i sin tredje og sidste del af en trilogi, 'Lidt af hvert om kæmpefyrretræer og tid'. Romanen har en forjættende lethed og munterhed over sig, jeg kom flere gange undervejs til at tænke på en charmerende krydsning af Kiplings 'Stilk og Co.' med tegneserien 'Steen & Stoffer': Der er den samme varmt rablende humor, og den samme umiddelbarhed over skildringen af den 10-årige drengs univers. Dermed ikke være sagt, at det er ren spøg det hele: Romanen er gennemsyret af dødens dystre nærvær, og den er alt andet end sentimental og klæbrig. Kronologien er imidlertid mildt springende og let på tå: I jeg-fortællingens fortrolige tonart veksler vi ubesværet mellem den næsten 40-åriges tilbageblik, strejfer den 20- og 30-åriges mellemstationer og klipper hastigt tilbage til den 10-åriges verden, der får lov at stjæle billedet; samtidig med, at fortælleren ofte henvender sig direkte til læseren, ved f.eks. at minde om, at det dér hørte vi allerede lidt om på side 53.
Drengeliv i fuldt format
Lyt til artiklen
