Engang hed han Jimmy og levede sammen med sin mor og far i en af enklaverne. Det var dengang, hans mor endnu ikke var skredet, og hans far arbejdede på Organfarmen. Nu hedder han Snemand og bor i et træ, hvor de gensplejsede rovdyr, grisongerne, som for længst er sluppet ud i naturen, ikke kan nå ham. Han går stadig med ur, men viserne går ikke, og det med klokken er ikke længere interessant. For der er ikke længere nogen officiel tid - eller nogen, der har brug for sådan en. Snemand sidder i sit træ efter katastrofen. Han er det sidste menneske. I horisonten kan han se skyskraberne, hvor fuglene nu bor. Han åbner en dåse med Sveltana-cocktailpølser, spiser en chokoladebar bagefter og går ned på stranden, hvor bølgerne skyller hen over murbrokker og rustent metal. Snemand er hovedpersonen i Margaret Atwoods formidable nye fremtidsgyser. Eller er det en nutidsgyser? Kan den kunstigt frembragte virus, der har lagt Jimmys verden øde, på nogen måde sammenlignes med det, som sker i Sydøstasien netop nu? WHO advarer om, at millioner af mennesker kan blive slået ihjel, hvis fugleinfluenzaen møder en anden influenzavirus og muterer. Er Atwood litterær dommedagsprofet eller manende realist, der blot ser ti, tyve eller halvtreds år frem i tiden?
Erindringen om Shakespeare og Coca-Cola
Lyt til artiklen
