En heks ser aldrig ud som en heks. Og de bliver yngre og kønnere med alderen. Husk det nu! Ingen spidse hatte eller krogede fingre hér. En heks er djævelsk almindelig i vore dage. 'Det grønne kryds' er tredje bog i Bodil El Jørgensens elskværdige serie om en dreng, en gammel mand og en klog rotte. Julius, Pæremadsen og Trampedak. Der er kun dem (næsten) i en landlig verden af gnæggende, drillesyge hekse med ondt i sinde. Julius må gå med grøn tophue om sommeren for at skjule, at han er rigtig heksekenderaspirant. Men nu har han taget en foret pelshue med øreklapper på, for det er vinter. Og dermed tid til, at hekse kan afprøve deres selvkørende kælke og deslige. Det er en sælsom og magisk serie! Selv i heksesammenhæng er det en kraftig mikstur. Brygget på overstadighed og pjat, men også på en særlig, spinkel alvor. Bodil El Jørgensen fortæller i en medvidende tone, der kræver opmærksomhed og holder en dør åben for, at der kan være noget om snakken. Hun har opfundet en række heksekunster, som vil være nye selv for rigtige hekse. F.eks. den ultimativt djævelske: - at forklæde sig som rigtig heks. På den ene side bliver Julius tvunget til at klø heksen Parimba på ryggen - uf! Hun kidnappede ham med den selvkørende kælk. På den anden side er hun blåøjet og smuk. Og på senere sider haster de tre venner ind mod den store by for at forhindre et ondt anslag mod tv-kiggerne. Undervejs funderer de over »længslens natur«, og selv om der aldrig er grund til at være rigtig bange, er der som sagt dette strejf af, at det skulle man måske hellere være lidt. Bodil El Jørgensen er det i hvert fald. Lidt. Det er velkendt, at hekse skriver dagbog om i morgen. Det er troligt, at Julius, Pæremadsen og Trampedak allerede nu optræder i én eller flere heksedagbøger. For de er ustoppelige - ligesom forfatteren. Det er en herlig serie. Det er også, som om hendes sprog bliver yngre og yngre ...