Anne Strandvad har gjort det før, skruet en historie sammen, der vender vores forhold til de åndssvage og retarderede på hovedet. Hun har for eksempel gjort det i 'En stor fest' (fra 2002), hvor to sinker bliver gift, og hun har gjort det endnu bedre i 'Hvor er svalerne om vinteren?' (fra 2000), hvor en normal kvinde har en kæreste, der er mentalt tilbage til stor ophidselse for omgivelserne. Øllebrødsbarmhjertighed behøver langtfra at smage af øllebrød; det kan smage af noget helt andet: Det kan faktisk smage af klarhed på en lav mælt, humoristisk måde. Hvor læseren får de fortabte, de syge, de mentalt langsomme og taberne sat i fokus. I den sidste af Anne Strandvads tre aktuelle noveller, der foregår i USA, skal Liz blive meget syg af Huntingtons Chorea, der vil hjemsøge hende med svær demens. Hvis hun selv kunne bestemme og var en af »dem, der dør lige på stedet«, ville hun ikke have noget imod at blive skudt af en galning i Chicago, der nu er oppe på 42 ofre. Anne Strandvad er stædig, hun gider at tænke tanken til ende og drejer også rundt om alle hjørner i et menneskes liv på en opmærksom, målrettet facon, men hun behersker desværre ikke novelleformatet nær så godt som romanen. Den midterste af de tre noveller er vellykket, det er de to andre ikke.
Grumt veltilpas
Lyt til artiklen
