Flere steder i sin »forvandlingens krønike«, som han kalder 'Jeg - en anden' fra 1997, vender den senere nobelprismodtager Imre Kertész (f. 1929) tilbage til de forhadte ungarske partikoryfæer og »den degraderede intelligentsias førersjakaler«. De elskede ham under fire øjne, men ofrede ham ved først givne lejlighed. »Jeg er diktaturets uforbederlige barn, min specialitet er at være brændemærket«. »Den gift, som denne situation producerer, kunne for så vidt have slået mig ihjel, men min sjælelig husholdnings gådefulde laboratorium forvandlede den på en måde til mit livs allerstærkeste krydderi«. Både stil og udsagn - og krydderi - er typisk for den lille, nu på godt dansk foreliggende bog i Peter Eszterhás' oversættelse. At den intellektuelle og frittænkende kunstner Imre Kertész er jøde, gjorde ham dobbelt udstødt i efterkrigstidens og den kolde krigs totalitære, nationalistiske Ungarn, som han har så stor uvilje og bitterhed imod, at han kun skriver på ungarsk, fordi han er nødt til det - ikke fordi han føler nogen kærlighed til sproget eller den ungarske kultur for den sags skyld.
Den bitre tænker
Lyt til artiklen
