At sidde fast i en elevator mellem 4. og 5. sal må siges at være en passende position at indtage, når man har besluttet sig for at fortælle om alt mellem himmel og jord. Fra elevatoren lader T.S. Høeg sin 'Samtid' udgå. Indespærret lader fortælleren tankerne vandre i form af tekster, der skal beskrive hans verden midt mellem fortid og fremtid, fra det nære til det fjerne. Fra en konkret beskrivelse af kvarteret, hvor Vesterbrogade og Frederiksberg Allé skilles, bevæger synet sig ud i landet, ind i nyhedsstrømmen, ud i den store verden og tilbage til Vesterbro, nu i fiktionens klædedragt. Det er tekster af højst blandet karakter. Dagbogsnotater, krønikeskriverier, harcelering, rejsebeskrivelse, fiktionsportrætter. Forfatteren, saxofonisten, kapelmesteren, komponisten og 'outertaineren' T.S. Høeg har skrevet en ambitiøs komposition for det talte ord. Hvor teksten agerer små og store 'instrumenter' og 'satser', dannes der et billede af Høegs danske samtid på et ganske givet tidspunkt. Der er logik i ambitionen. Men svagheden er tilsvarende logisk: Når man medtager både stort og småt, bliver ikke alle elementer, der har en rolle i den overordnede kompositoriske idé, lige interessante. Det er f.eks. en vigtig pointe, at nyhedsstrømmen fra CNN'erne spiller en stor rolle i det moderne liv. Det er bare ikke særlig ophidsende at læse referater af en nyhedsstrøm, der, læst her og nu, stadig står frisk i hukommelsen.
Samtid i øjenhøjde
Lyt til artiklen
