Hvis den gamle kliché, at sproget er som musik, nogensinde passer, så er det på en prosa som i de første dele af nordmanden Jon Fosses roman om den deprimerede og tidligt nedsmeltede maler Lars Hertervig. Det ene tema følger efter det andet, de smyger sig inden i og rundt om hinanden, gentages, varieres udvikles, gennemføres. Det er som Mozart, en mægtig form, der langsomt fyldes, nej, det er snarere som Beethoven, for Fosse kan ikke blive færdig, men må slutte og slutte og slutte igen, før han bliver færdig. Historien selv kunne stå på bagsiden af et frimærke. Unge Lars Hertervig fra Stavanger går på kunstakademiet i Düsseldorf og skal have sin lærer og berømte landsmand Hans Gude til at inspicere sit maleri. Det tør han ikke være med til, så han lægger sig på sengen derhjemme i logiet, hos enken Frau Winckelmann og hendes 15-årige datter Helene, der engang har slået sit hår ud for ham og derfor, mener han, må være hans kæreste Værtindens svoger, der er en slags mand i huset, siger ham op. Lars Hertervig, der er sikker på, at onklen bare er jaloux, går ned på værtshuset Malerkassen, hvor de uduelige malere fra akademiet holder til, og drikker øl i stedet for at stå til regnskab for sit maleri.
Sublim galskab
Lyt til artiklen
