Den svenske lyriker Bodil Malmsten drog i år 2000 som 55-årig - i raseri over det socialdemokratisk afsporede, kyniske Sverige og måske også af private grunde - i udlændighed i Bretagne. Og nu vil anmeldelsen gå over i den nutid, Malmstens lille intense bog 'Prisen på vand i Finistère' er holdt i. Hun køber et lille hus og anlægger i sit ansigts lykkelige sved en have. Som en anden Robinson på en 'øde' ø (hun kan næsten ikke fransk) bygger hun sit nye liv op. Undervejs stifter hun bekendtskab og et enkelt markant venskab med 'de lokale', mens hun prøver at få oprettet et mobilabonnement, glæder sig over det franske bureaukratis høflighed og rystes over prisen på vand (heraf bogens titel) og de lokale håndværkeres flygtighed. Der er med andre ord lagt i ovnen til et eksempel på det, Bodil Malmsten selv raser over: »At de dér provenceplagere og bretagnebesudlere ikke bliver lynchet af urbefolkningen er et bevis på hvor god urbefolkningen er. Lad dog de livsnyderimperialister i deres stråhatte leve af Beaujolais Nouveau et par år og udvis dem så for bestandig og hold mig udenfor«. Det er nemlig ikke en bretagnebesudler - i hvert fald ikke i egen foreløbige selvforståelse - vi har med at gøre, snarere en gammeldags emigrant. Selvforståelsen er for øvrigt en flydende størrelse i denne bog, hvilket er en af dens charmer. For der skal også sluges et par kameler undervejs. Men det er kameler, Bodil Malmsten har anbragt med fuldt overlæg, for facil kan man ikke beskylde hende for at være. Snarere rasende. Sit raseri har hun dels som politisk engageret datter af en kommunist (faderen), dels som dybt skuffet svensk socialdemokrat og dels som tidligere pæn pige og nu midaldrende selverhvervende kunstner.