Hvor længe skal en person være død, før man kan tillade sig at give den pågældende en fiktiv stemme? Spørgsmålet trænger sig på ved udgivelsen af Nicole Avrils roman 'Jeg, Dora Maar', fem år efter Maars død. Personligt har jeg aldrig kunnet fordrage, når folk tager de døde til indtægt: »Hvis den og den var i live, ville han/hun bestemt sige, at ...«. Det har jeg altid fundet befamlende og smagløst. Men dog har jeg nydt romaner, på skrømt skrevet af de døde, såsom 'Jeg, Claudius' for nu at nævne en, der lige falder for. Kejser Claudius' aske var for længst spredt for alle vinde, da Robert Graves gik i gang. Ikke så med Dora Maar. Hun holdt ud til 1997, til hun blev 90 år, og overlevede således sin elsker og eneste kærlighed, Picasso, med over 20 år på denne jord. I historisk forstand kan man næppe sige, at hun er blevet kold i sin grav. Alligevel er den franske forfatter Nicole Avril skamløst gået i gang med at rode rundt i hendes liv og tankegang. Når man læser romanen, ved man ikke, hvad der er fup, og hvad der er fakta.
Picassos blodoffer
Lyt til artiklen
