Man kan undres, men i Marianne Larsens nye bog kan man også 'vidundres', og efter endt læsning står i hvert fald min undren på vid gab: Det er sært og skævt, det her. Og stramt: Det enkelte digt består sjældent af mere end en seks-syv abrupte og fortættede linjer. Det er kroppen, der er i centrum, men den fremtræder hverken som et tempel til dyrkelse af autenticitet eller som en usikker identitets sidste bastion i en fremmedgjort og fragmenteret verden. Kroppen i Larsens digte er selv en fremmed og fragmenteret genstand; men også en dynamisk, konstant foranderlig genstand. På bogens venstresider løber en serie formelt set ligedannede digte: De består af to gange to vers, adskilt af en asterisk, og bruger hver gang ordet {lsquo}krop' i det første verspar, for det meste som første ord. Her støder man på den foranderlige, men også selvstændigt handlende krop: »kroppen ser sig flygtigt omkring/ i hud til musik/ */ den mystificerer/ tunge og svælg og siger som ord«.
Kroppen siger som ord
Lyt til artiklen
