0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kroppen siger som ord

Marianne Larsen skriver både sært og stramt, men det er ikke hver gang, gnisten springer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man kan undres, men i Marianne Larsens nye bog kan man også 'vidundres', og efter endt læsning står i hvert fald min undren på vid gab: Det er sært og skævt, det her. Og stramt: Det enkelte digt består sjældent af mere end en seks-syv abrupte og fortættede linjer.

Det er kroppen, der er i centrum, men den fremtræder hverken som et tempel til dyrkelse af autenticitet eller som en usikker identitets sidste bastion i en fremmedgjort og fragmenteret verden. Kroppen i Larsens digte er selv en fremmed og fragmenteret genstand; men også en dynamisk, konstant foranderlig genstand.

På bogens venstresider løber en serie formelt set ligedannede digte: De består af to gange to vers, adskilt af en asterisk, og bruger hver gang ordet {lsquo}krop' i det første verspar, for det meste som første ord. Her støder man på den foranderlige, men også selvstændigt handlende krop: »kroppen ser sig flygtigt omkring/ i hud til musik/ */ den mystificerer/ tunge og svælg og siger som ord«.


Det er kroppen som tilskuer - bogen hedder 'Tilskuerens øjeblik' - tilskuer både til sig selv og til verden; og det er samtidig kroppen som lyd- og sprogfrembringer.

Måske er det denne seende og talende krop, der ytrer sig på bogens højresider - i hvert fald optræder ordet {lsquo}jeg' kun sjældent. I stedet er der en lang række på én gang neutrale og forskruede udsagn, der ikke altid træder i nogen særlig tydelig forbindelse med hinanden.

Nogle af dem registrerer omverdenen i en række sært sansende billeder; et digt begynder f.eks.: »nogle kaldes kukkelurere/ og sidder i lotusstilling/ på bilerne«. Andre fremsætter ret postulatorisk nogle næsten bonmot-agtige {lsquo}sandheder': »videnskabeligt korrekt/ forelskelse// er en sjælden vare«.


Tricket med at koble et blødt plusord som {lsquo}forelskelse' med et hårdt fænomen som {lsquo}videnskabeligt korrekt' slider Larsen lidt rigeligt på i denne bog, og hun har også brugt det før. Det er vel ment som en kritik af magtsproget, af det bureaukratiske, rationalistiske, menneskefjendske sprog - og livssyn! - vi møder i medierne, men det bliver i mine øjne ofte en frelst, firkantet og forudsigelig kritik.

Larsens styrke er de sære syner (som faktisk er langt mere undergravende, hvis det er det, det skal komme an på). De lyner ikke på hver eneste side, blandt andet fordi afstandene mellem de løsrevne udsagn nogle gange bliver så stor, at der ikke rigtig springer gnister. Men når de lyner, bliver en ny stump af verden synlig - i et grelt og poetisk blitzlys: »en ekstraudgave af verden/ gengives som hurtigvoksende stilhed«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement