Eva Ström (f. 1947) er læge, og det mærker man i hendes digte, der på én og samme tid er klinisk præcise som kirurgens kniv og sitrende sårbare, som det opkrængede organ. Der er meget krop i 'Ribbensbyerne'. Men kroppen fremtræder ikke som emblem for (kvindelig) autenticitet, den er ikke en flygtig identitets sidste sikre tilflugtssted i en kaotisk verden; nej, kroppen fremtræder som disjecta membra, splittede lemmer, organer, nerve- og blodsystemer, skelet. Hos Ström adskiller kroppen sig ikke fra omverdenen ved hjælp af en grænse (huden); den går i stykker, og stykkerne går ud i omverdenen: »Nervetrådene løb gennem hotellet, gennem brandtrapper og elevatorskakt, ud i morgenmadsrestauranten og ned i fitnessrummet hvor der var et lille sidekapel til religiøse motionisters morgenbøn.« Sådan lyder den første sætning i et prosadigt - godt en tredjedel af bogens tekster er prosa - og den giver et indtryk af Ströms overblændingsteknik, hvor kropsdele indfældes i en yderverden. Samtidig viser citatet, at der foruden krop og moderne civilisation (storby etc.) også indgår religiøse og metafysiske komponenter i Ströms poesi. Det karakteristiske er, at de forskellige lag glider sammen i fortættede, surreelt prægede montager; disse sammenglidninger koncentreres af og til i nysammensatte ord: Bogens titel, 'Ribbensbyerne', f.eks., eller 'Esödergransmerte'.
Klinisk sårbarhed
Lyt til artiklen
