Mod slutningen af bogen 'Alea' - Klaus Rifbjergs første og eneste lange romanepos, som udkommer i dag - beskæftiger han sig med spørgsmålet om et forfatterskabs »hovedstol«.
Det er den stol, man ikke må save benene af, siger så mange kloge digtere - Martin A. Hansen, Per Højholt, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen for eksempel - men hvad er der med den hovedstol? Har Rifbjerg ikke savet i den på kryds og tværs gennem et langt liv, har han ikke skam- og skånselsløst taget af den stol hele tiden?
Og hvad ligner stolen? En trip-trap, en elektrisk stol, en barnestol, en van Gogh-stol - det spekulerer digteren på, mens han går ind i Kunstindustrimuseet for at besigtige stole.
Herinde er det, at han endelig ser, hvad hovedstolen ligner. »Stolen var en gammeldags polstret lænestol af nøjagtig samme slags som den, hans far trak sig tilbage til med avisen for ansigtet, når familien var færdig med middagsmaden klokken halv seks om eftermiddagen hjemme på Ingolfs Allé i halvtredserne, ja måske var det faktisk hr. Rifbjergs fars stol!«.
Ja, måske. Men ingen iagttagelser uden en grinende joker, som sidder på den terning, der er sat uden på bogen.
Hovedstol og grundfjeld
Lyt til artiklen
