Det er unge mennesker, der befolker de fleste af novellerne i Peter Mouritzens 'Manddomsprøven og andre noveller'. F.eks. titelnovellens to drenge, der snyder sig ind til en film, der forbudt for børn, og lister meget bange hjem. De ser blod overalt, men mener alligevel, at filmen skulle have været i farver. Sådan kan man stive sig af. Sandhedens time kommer for de to lidt ældre unge, der under en diskoteksaften har udgivet sig for at være filmmanuskriptforfatter og stylist - i sengen bekender pigen, at hun er ansat i et bedemandsfirma. At shine de døde op er vel også en slags styling! Hvordan det går med den unge mands livsvæsker, skal man gætte sig til. Der er således megen humor, mere eller mindre grum, i de historier, der fortælles om de unges ensomhed og fornemmelse af ikke at slå til. Og der er også drejningen mod det absurde, som Peter Mouritzen altid har yndet, siden han for årtier siden udfordrede både realismen og idyllen i børne- og ungdomslitteraturen. En del af novellerne kan virke lidt fjerne eller blege, fordi de ikke er forankret i et miljø, men i en slags ubestemmelig grå tid. Men det er begivenheden og situationen, der på helt klassisk novellevis interesserer Peter Mouritzen, og det er den, han gerne vil have til at løbe løbsk. Af og til ikke så lidt som i den noget længere novelle 'Villa Rosa', der i en stiliseret realisme har selvmord og sjælefiskeri som omdrejningspunkt. Om man kan få en moderne generation af unge Harry Potter- og Tolkien-opdragede læsere til at interessere sig for denne type litteratur, skal jeg ikke gøre mig ret meget klog på. Men vel tilrettelagte og pointerede, som novellerne er, vil nogle i hvert fald kunne gøre sig godt i klasseværelset.