I midten af 1830'erne, fortæller Encyklopædien os, var Esaias Tegnérs personlige liv 'domineret af embedssysler og sjælekriser'. Og det er netop i foråret og sommeren 1834 vi i Stewe Claessons 'Rønnebærrene gløder' først møder den 51-årige biskop. Kapitlerne om hans harmoniske hjemmeliv med omsorgs- og taktfuld kammertjener og klog hustru, hans samtaler med præster og universitetsmænd og hans hyrdetimer med en ung lægekone veksler med journaludskrifter fra den læge, der behandler ham under et ophold på en 'Irrenanstalt' (sindssygehospital) ved Schleswig. Disse kapitler, om biskoppens adfærd og sjælekvaler - først og fremmest depression over 'Afviklingen', som han kalder nedtællingen til døden - er imidlertid for de flestes vedkommende langt mindre interessante end de smukke, sanselige skildringer af Tegnérs liv i bispegården i det smålandske Växjö og af den stadig sunde biskops sprudlende slagfærdighed.
Afvikling af en mand
Lyt til artiklen
