Poesien kan, når den er rigtig god, lære os at se verden på ny; den kan ryste opfattelsesevnen, så de fænomener, vi automatisk har kategoriseret som f.eks. velkendte eller fremmede, væsentlige eller ligegyldige, tiltrækkende eller afskyvækkende, pludselig forlader deres kategorier og bare træder frem - næsten ufortolkede. Det kræver noget så paradoksalt som en koncentreret distraktion, en intens uopmærksomhed. Og Peter Nielsen har, hvad der kræves; han er en fremragende fænomenolog: Han formår at fastholde verden helt ude i det usikre grænseland, hvor den lige akkurat er ved at møde bevidstheden, men endnu ikke har samlet sig til noget, man kunne kalde erkendelse eller bare erfaring. Der er rørelser og anelser, men knap nok noget jeg: »Det er et mirakel at der kommer individer ud af det«, som han skriver.
Buskadser nær noget velkendt
Lyt til artiklen
