Påskeøen er et af verdens mest afsidesliggende samfund. Det gør det til et objekt både for fantasien og for videnskaben. Vi kender de kæmpestore stenstatuer, tavlerne med skriftsproget rongororo, som stadig kun er yderst sporadisk tydet, og den sparsomme vegetation, der straks kalder på et spørgsmål: Hvordan rejstes disse statuer, fandtes der tømmer i en fjern fortid, eller var der andre metoder? Hvordan hænger alt dette sammen - det er, hvad en gruppe videnskabsmænd med hver sit fagområde grubler over på Påskeøen i 1975. En af dem er Greer Farraday, hovedperson i den amerikanske Jennifer Vanderbes' roman 'Påskeøen'. Greer er botaniker med pollen som speciale. Hun er rejst til øen for at finde spor af dens oprindelige planteliv. Hvis der er pollen efter store træer, er der også forklaringer, der breder sig langt ind over det antropologiske felt - f.eks. om en kultur, der fældede alle sine træer for at ære de afdøde, og dermed ødelagde sit eget livsgrundlag. Med i bagagen har hun et magnoliefrø i saltvand, en symbolsk bryllupsgave fra sin mand og lærer, en berømt botaniker, der døde af et hjerteanfald, efter at hans fusk med data blev afsløret. Han klarede ikke det ubarmhjertige, videnskabelige forventningspres. Greer havde tidligere lukket øjnene for, at han stjal hendes forskning. Nu skal hun også klare, at det tog hende så lang tid at opdage det, selv om alle tegn var klare. »Kærligheden, eller erindringen om den, er målbevidst i sin vilje til at overleve, den bedst egnede af alle følelser«. Sådan hedder det med et darwinistisk præget billedsprog, der giver en særegen fylde til den spændende roman fra et område, litterater normalt ikke færdes i.