Holocaustlitteraturen er et internationalt fænomen. Den skrives af polakker, hollændere, litauere, tyskere, østrigere, tjekker, ungarere og italienere, som alle har én ting til fælles: de er overlevere, og hvad de har overlevet, er noget så grufuldt, at det grænser til det ubeskrivelige. Men de forsøger alligevel at nærme sig med ord den totale udslettelse, som holocaust står for. Med hvert digt, hver roman og memoirer peger holocaustforfatterne på det brændende hul i historien, som vi ikke forstår. Det er også fortællerens vilkår i tjekkiske Arnost Lustigs holocaustroman 'Lovely Green Eyes'. Hvad han forsøger at forstå, er, hvordan hans kone overlevede sin tragiske skæbne først i koncentrationslejr, derefter som 'feltmadras' for de tyske soldater ved østfronten. Det gør han ved med egne ord at fortælle hendes historie, og det gør han så godt, at 'Lovely Green Eyes' var blandt de nominerede til Pulitzerprisen.
En afgrund uden ekko
Lyt til artiklen
