En mand ved navn Jørgen Madsen hader Stalins kommunister og vil bekæmpe dem med alle midler, ikke kun læserbreve. Havde det været efter Sovjetunionens fald, havde han været en helt. Men nu var det, desværre for ham, et halvt århundrede tidligere. Landets regering havde ganske vist opfordret ham til at følge sin tilskyndelse og melde sig til Frikorps Danmark og gå i krig mod de røde. Alligevel endte Jørgen Madsen med at blive stemplet som landsforræder. Er De forvirret? Så er det, fordi De trænger til et genopfriskningskursus i besættelsestidens historie. Sådan et har De her. Alt, hvad der sker i denne roman, er meget illustrativt. Jørgen Madsen lider under en alkoholiseret far og et socialt mindreværdskompleks. Ved Østfronten deltager han i voldtægter og drabsorgier. Hjemsendt som invalid fortsætter han i Schalburgkorpset med at knalde modstandsfolk. Også mordet på Kaj Munk deltager han i. Af forhøret i bilen, som Jørgen Madsen deltager i, slutter han, at digterpræsten var en slags skabskommunist. Mange år senere vender han tilbage til det Danmark, han flygtede fra ved det, de andre kalder befrielsen. Jørgen Madsen spørger nu, om han ikke egentlig havde ret, men bare var allieret med de forkerte. For kommunister er vel nogle svin, der aldrig har fortjent bedre? Det er ikke nogen dum metode til bearbejdning af den historiske og kritiske bevidsthed, i disse tider. Romanen lider imidlertid af det problem, at sproget er fattigt og skikkelserne skabeloner. Den er et velment forsøg på at konstruere en art 'læse let'-udgave af Aalbæk Jensens 'Kridtstregen' og Skou-Hansens serie om Aksel (samlet i 'Historien om Aksel', red.). Men konstruktionen er for tydelig og beklædningen for tynd.