Til hverdag får han pæne mænd (mest) til at tisse på hinanden og prutte og sige 'lort' i kor. Når han er færdig med det, bliver han den rare og nænsomme fortæller og god mod dyr. Navnet er Carl-Mar Møller, og han har skrevet sin første børnebog. 'Aben og rotten' er i stort format. Historien er lang, meget lang, og så er den længere endnu, for den sidste halvdel er en malebog, hvor man kan farvelægge aben og rotten og slangen og alle de andre snesevis af dyr - bl.a. to søslanger - som befolker denne mærkelige bog. Mærkelig - ikke fordi eventyret er noget specielt, men fordi det er så overalmindeligt og alligevel så insisterende fortalt. Han slipper ikke sin læser, denne onkel Møller - han har ingen skrupler, men holder fast, mens den buldrende stemme fremsiger historien om en abe og en rotte, der mangler henholdsvis en mor og en far. Det er en pudsig fortælling, hvor intet er rigtig farligt, og alle de medvirkende er rigtig gode venner. Og havde det været pandekager i stedet for prutter, så ville man ikke blive spor forbavset, hvis Rasmus Klump kom sejlende. Der er en del lort, prut og bussemænd i bogen, det kan ikke nægtes. Så Carl-Mar Møller har skrevet en eventyrlig historie om savn og rejse og venskab. Sådan er det. Og intet går til spilde. Der er ikke den dyreart, som ikke får hinanden med hud og skæl. Ved redaktionens slutning er der allerede kommet fem ulveunger. Og forfatteren lover, der kommer mere. Her er ikke noget at blive forarget over. Her lever de medvirkende deres indre dyr ud uden at skulle smide pelsen. Så tre kæmpeprutter til Carl-Mar Møller, fem svin og respekt. I fantasiens store suppegryde er der nok til alle.