Herman Bang er vores første moderne forfatter. Alt ved hans prosa emmer af samtid og fremtid. Af Ibsen havde han lært at skrive i scener, af Turgenjev at gøre dem sprøde. Det var det moderne gennembruds tid, og Herman Bang greb alt det i gennembruddet, som var mest moderne, og som har vist sig mest holdbart. Han er den ældste af vore forfattere, som ikke kræver, at det 21. århundredes læsere omstiller sig til gamle dage og løser en usynlig museumsbillet. Men Bangs prosa havde ikke desto mindre en hjemlig rod. Den kom ikke af lutter modernitet og globalisering, den kom også af - H.C. Andersen. Ikke fra hans romaner, prosaen i 'O.T.' eller 'De to baronesser' er virkelig den gamle stil, så det klodser. Det er fra eventyrprosaen, Herman Bang kunne hente inspiration. Især fra deres drillende måde at spille på fortællerens forskellige indstillinger til stoffet. Herman Bang afskaffede den gammeldags alvidende fortæller, plejer man at sige. Det er ikke forkert. Men han forsvandt ikke, denne fortæller, understreger udgiverne af dette netop udsendte udvalg af Bang-noveller, Peer E. Sørensen og Eira Storstein, i deres fremragende efterskrift. Herman Bang begyndte derimod at lege »støjende« med fortællerstemmen i teksten, som ingen anden havde gjort før - undtagen H.C. Andersen i eventyrene. Da Andersen i 'Hjertesorg' siger om den utilfredse og knurrende moppe, at når man er taget med i byen for sin fornøjelse og sundheds skyld, skal man ikke sættes på gulvet, lader han sin fortæller se moppen indefra. Men når han så lige efter, uden mindste forklarende overgang, siger: »braknæse og flæskeryg var hans udvortes«, så er fortælleren med samlede ben hoppet ud af moppens indre og har anbragt sig et sted, hvor medfølelsen på et nanosekund er blevet til ironisk distance.