Det var en mørk og stormfuld nat. Vi stred os gennem gaderne til mødestedet og ventede der tålmodigt, til tårnuret faldt i slag, tegnet til at rovet kunne fordeles. Trolddomstimen var inde. Så spredtes vi og ilede hver til sit gennem natten med vor dyrebare bylt. Hjemme i lænestolen kunne den pakkes ud og omsider tages i besiddelse, 'Harry Potter and the Order of the Phoenix'. Levede den op til forventningerne, der var steget til måske urealistiske højder i de tre års ventetid på dette femte bind om den magiske dreng? Mange, mange timer og 766 sider senere kunne spørgsmålet besvares. Fra denne lænestol med et fuldtonet men noget udmattet: Tja....til allersidst! Forgængeren 'Harry Potter og flammernes pokal' var en usædvanlig intens og dramatisk historie, hvor højdepunkt fulgte højdepunkt i en sådan grad, at man blev helt stakåndet. Ikke sådan med beretningen om Føniks Ordenen. Her tager J.K. Rowling sig god tid, og man skal meget langt ind i bogen, faktisk mere end halvt igennem den, før der sker noget, der i drama svarer til den fjerde bog, og først i sidste tredjedel eksploderer det løs med kaos, anarki, løbske drager og kampen mellem dæmonerne og Dumbledores tapre hjælpere. Det er personernes indbyrdes relationer, der fortælles om et meget langt stykke af vejen. Ondskaben, som blev bebudet sluppet løs i bog fire, tager sig sin tid, før den slår til, og vi skal gennem mange intriger på Hogwarts School og Witchcraft and Wizardry og mange humørsvingninger hos Potter, før han-hvis-navn-ikke-må-nævnes har samlet kræfter nok til åbenlyst at forsøge sig igen.