I den gamle østeuropæiske familie under hammer og segl var Bulgarien det pæne anonyme og tilpassede barn. Der var aldrig noget vrøvl a la Solidaritet i Polen og Charta 77 i Tjekkoslovakiet, for ikke at tale om 1956-opstanden i Budapest. Historisk har disse slaver på det sydøstlige Balkan tværtimod en del at takke russerne for. Til sidst, efter at have været på den forkerte side i hele to verdenskrige, tog Stalin dem så i 1944 til sit bryst, og dér blev de. Ingen var så tæt på at være en sovjetisk republik som Bulgarien uden at være det. Engang på en international forfatterkongres i Hamburg midt i firserne blev man enige om at sende en protestadresse til Moskva på grund af behandlingen af den ukrainske dissident og lyrikeren Irina Ratushinskaja (hende med 'Grå er håbets farve'). Det grænsede til det sensationelle, at DDR-delegationen for første gang gik med og ikke - som ellers vanligt ved den slags lejligheder - undlod at stemme. Bulgarerne derimod stemte imod, fordi de ikke havde noget materielt bevis for, at Irina Ratushinskaja overhovedet fandtes. Den havde vi godt nok ikke hørt før! Men Bulgarien fandtes og findes på sin egen lidt afhægtede måde, og nu har Husets Forlag/S.O.L. med lidt hjælp fra sine venner (Dansk Litteraturcenter) om ikke andet sørget for, at en lille fin roman 'En violin til Vorherre' af Viktor Paskov findes. På dansk.
Glem ikke din ABC
Lyt til artiklen
