Tiden er 1793, og stedet er en lille landsby i det af krige og revolutioner nedslidte Frankrig. Hovedpersonen er pigen og borgeren Marie på ca. 12 år. Marianne Wiizan er debutant. Ved den nylige børnebogsmesse i Bologna var der rift om Marianne Wiizans bog, og 'Maries løfte' har også alle de kvaliteter (og minusser), der skal til at skabe international bevågenhed. Det er en ubrudt spændende historie fra en tid, de fleste har hørt om. Betragtet fra periferien og børnehøjde bliver tidsbilledet også et groft vævet billedtæppe om slid og slæb i gamle dage. Der er et fint portræt af landsbylæreren. Han er en rigtig god borger. Maries liv er ikke lykkeligt. Hendes mor er psykisk syg, far dør i sin smedje, og møllen er ved at brænde ned. Senere kommer hun ind med en flok sigøjnere. Hun får en veninde og en forklaring på sine voldsomme syner. Bogen igennem stæser en flok drenge efter Marie for at give hende bank, og der falder drøje hug på begge sider. Så er der en skidt fyr, en dansende bjørn, den blå engel og en ægte skat ikke at forglemme. 'Maries løfte' er en rigtig god bog i klassisk indpakning, men først og fremmest er den god, fordi den fortæller om tiden og dens vilkår, så det kryber under huden. Personerne serveres noget firkantede undtagen Marie og hendes veninde, der bestemt også er ud over gennemsnittet. Hun er nemlig adelig og rødhåret. Det bliver aldrig rigtigt slemt, men Maries tur ind til byen for at besøge sin mor - og efterfølgende nedstigning i dårekisten - er stærk læsning. Der er godt med løse ender til slut, men det er også bogens styrke, at den alligevel ikke kalder på en fortsættelse. Det var dét! Og Marianne Wiizan har vist også opbrugt alt heldet for sin Marie undervejs.