0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Modernitet og melankoli

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De gamle grækere var ikke melankolske: De var enten tragisk ulykkelige, som hos Sofokles, eller komisk lykkelige, som hos Aristofanes. Nogle har ment, at moderniteten modsat er hjemsøgt af melankolien som grundstemning. Moderniteten er muligvis lig med tab af umiddelbarhed, rodfæstet erfaring, stabilitet og harmoni; den er ensbetydende med en refleksiv sansning af uoverskuelig hastighed, fremmedgjorte menneskelige relationer, skrøbelig ensomhed, pinagtig selvransagelse.

Set i det lys er det modernes bestemmende hændelse Auschwitz, og den begivenhed indebærer, som filosoffen Adorno med en stille patos sagde, at det ikke længere er muligt at skrive lyrik, at livet er uopretteligt beskadiget. I sit essay om Becketts 'Slutspil' siger Adorno, at dets mennesker er som »fluer, det rykker i, efter at fluesmækkeren har kvast dem halvt«.

Den myreflittige, internationalt anerkendte danske dramatiker, essayist og forfatter Stig Dalager synes at skrive under på Adornos diagnose. Den ligger i hvert fald som en mørkt ulmende grund under de mange kvæstede øjeblikke i menneskers liv, Dalager med næsten pinagtig præcision beskriver i sin store trilogi fra 1998 til 2002, fortællingerne i 'Tilfældige forbindelser', romanen 'Øvelser i ensomhed', novellerne i 'Oktober'. Dalager skriver hverken nyepisk samtidsroman à la Ejersbo, eller satiriske anatomier som Sonnergaard. Men han deler helt overordnet deres angivelige ærinde: At skildre, i et såkaldt 'realistisk' leje, aspekter af den verden, vi alle lever i her og nu.

Dalagers kompositionsprincip er hverken episk eller episodisk, men derimod metonymisk, dvs. styret af en konkret nærhedsrelation. I 'Tilfældige forbindelser' f.eks. er forbindelserne netop anlagt som små tilfældige, flygtige berøringspunkter, hvorved der sker et spring fra en novelle til den næste, fra det glimtvise blik ind i ét liv til det næste. Rækken af glimt er som en kæde eller en mosaik uden begyndelse og uden ende - vi er langt fra det homeriske epos' sluttede, cirkulære og mytiske verden. Scenen er desuden udpræget urban: Vi ledsager en række figurer, der uden undtagelse er placeret i den moderne storby, London, Bagdad, New York, og (især) Wien og København. Hér findes intet helligt, økoautentisk og roligt liv på landet, intet Arkadien, ingen Rousseau, der vandrer frit og frejdigt omkring i Alperne.

Fortælleteknikken er fri, indirekte tale, en teknik, der tillader umærkeligt at væve sig ind og ud gennem de berørte personers bevidsthedsliv, og det er en teknik, Dalager udnytter mesterligt. Helt uden Flauberts kynisme og ironi, men til gengæld med store doser uophørlig medfølelse, ubønhørlig ærlighed, og skærende klar indsigt i smerten, savnet, sorgen, ensomhedens og forvildelsens øjeblikke i livet.

Det er selvsagt ikke noget tilfælde, at alle tre tekster har en art motto fra Kierkegaard, og det er udsagn, som er præget af kierkegaardsk melankoli, udsagn om døden, ensomheden, fremmedgjortheden - det er en en kierkegaardsk æstetiker som den, der optræder i 'Enten-Eller's 'Diapsalmata', men uden det element af narcissistisk svimlende og glitrende humor, som skiller æstetikeren fra etikeren og den religiøse. Dalagers Kierkegaard er præget af romantisk inderlighed, angst, sygdommen til døden, pælen i kødet, grum ironi og mørk patos, alt kalkeret over de etisk-religiøse stadiers alvor.

Det angiver samtidig et andet centralt element hos Dalager, nemlig hans insisteren på at medtage et politisk og etisk moment i sine fiktioner. Det kunne nemt blive didaktisk og trættende, men det sker ikke, fordi menneskeskildringen er båret af en fuldkommen udogmatisk ambition om at skildre netop dette menneskes sår og traumer. Det politiske klinger med i portrættet af den moderne virkeligheds dårligdomme, det etiske viser sig som en omsorg og en omhu og - jeg havde nær sagt - en solidaritet og medfølelse i gengivelsen af de viste menneskers smerte. Den kølige, neoliberale ligegyldighed eller slet skjulte foragt over for det svage, dumme, grimme eller inkompetente menneske, er Dalager komplet fremmed.

Samfundsmæssigt befinder vi os overvejende, men langtfra udelukkende, i det velsituerede borgerskab, hos psykoanalytikeren og dommeren, lægen og advokaten. Eller vi foretager med Dalager en serie brillant skarpe dyk ned i barnets lille verden. Sammenligner man med Per Flys filmtrilogi og Sonnergaards ditto, er overklassen og underklassen relativt underrepræsenterede. Men det er ikke det afgørende, og næppe en tilsigtet pointe, for fokus retter sig i altafgørende grad mod noget ganske andet, nemlig de steder og øjeblikke, hvor sår tilføjes, eller sårskorper springer op. Dalagers fornemme triptykon er et smerteligt og smukt billede af de mange fine og hårde tråde, der spindes mellem moderniteten og melankolien, og vi kan være glade for på dansk at have et så dybt raffineret eksempel på, hvorledes samtidsromaner også kan skrives.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce