Beretningen om 'Peik' er et samarbejde mellem Knud Erik Pedersen og Palle Bregnhøi. Tilsammen er de vel 150 år! Det er godt gået! 'Peik' er i korthed en historie fra kongernes og eventyrets tid. Det centrale er snyd og plat. Bondedrengen Peik er en ivrig forbruger af at narre andre. Han er berygtet i hele kongeriget, alligevel lykkes det ham gang på gang at snyde folk. Ikke mindst kongen bliver snydt igen og igen (og igen), men det er, fordi begrebet grådighed dukker op. Peik snyder ikke for at samle til bunke. Han nyder det psykologiske spil og evner at improvisere. Til slut falder kongen - i bogstaveligste forstand - på sin grådighed. Så gifter Peik sig med én af prinsesserne, og det lader til, at de levede lykkeligt herefter i tilsammen 150 år. Knud Erik Pedersen er en god fortæller. Han kender den bondske jargon i Peiks landlige omgivelser. »Slemt var det, og værre blev det ...«. Og kongen er så stupid og godtroende, at enhver må hoppe i stolen af forbløffelse. Måbende ser man ham gå sin undergang i møde på Palle Bregnhøis tegninger. Det er måske svært at forlige sig med, at de to hovedpersoner i en billedbog er upålidelige og beregnende, men sådan er det altså hér. Palle Bregnhøi er lyrikeren. Han kan tegne dunede, tottede vatskyer og blide scenerier under blomstrende æbletræer. Hér er han med på fjeld og kongsgård, men - med respekt - så er figurerne (især indendørs) lidt for stive, og så ligner de Palle Bregnhøi. Der er nok også for meget vold og blod i historien efter tegnerens smag. Nu er de to ældre herrer naturligvis klar over, at de fortæller en (post)moderne billedhistorie under dække af en klassisk streg og runde, venlige ord. De er bare ikke kommet ud over rampen med dét budskab.