0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bondedreng og bondefanger

Trods ferske billeder og en ryggesløs tekst er Knud Erik Pedersens og Palle Bregnhøis beretning om drengen Peik værd at gæste.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Beretningen om 'Peik' er et samarbejde mellem Knud Erik Pedersen og Palle Bregnhøi. Tilsammen er de vel 150 år! Det er godt gået!

'Peik' er i korthed en historie fra kongernes og eventyrets tid. Det centrale er snyd og plat. Bondedrengen Peik er en ivrig forbruger af at narre andre. Han er berygtet i hele kongeriget, alligevel lykkes det ham gang på gang at snyde folk. Ikke mindst kongen bliver snydt igen og igen (og igen), men det er, fordi begrebet grådighed dukker op.

Peik snyder ikke for at samle til bunke. Han nyder det psykologiske spil og evner at improvisere. Til slut falder kongen - i bogstaveligste forstand - på sin grådighed. Så gifter Peik sig med én af prinsesserne, og det lader til, at de levede lykkeligt herefter i tilsammen 150 år.

Knud Erik Pedersen er en god fortæller. Han kender den bondske jargon i Peiks landlige omgivelser. »Slemt var det, og værre blev det ...«. Og kongen er så stupid og godtroende, at enhver må hoppe i stolen af forbløffelse. Måbende ser man ham gå sin undergang i møde på Palle Bregnhøis tegninger. Det er måske svært at forlige sig med, at de to hovedpersoner i en billedbog er upålidelige og beregnende, men sådan er det altså hér.

Palle Bregnhøi er lyrikeren. Han kan tegne dunede, tottede vatskyer og blide scenerier under blomstrende æbletræer. Hér er han med på fjeld og kongsgård, men - med respekt - så er figurerne (især indendørs) lidt for stive, og så ligner de Palle Bregnhøi. Der er nok også for meget vold og blod i historien efter tegnerens smag.

Nu er de to ældre herrer naturligvis klar over, at de fortæller en (post)moderne billedhistorie under dække af en klassisk streg og runde, venlige ord. De er bare ikke kommet ud over rampen med dét budskab.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce