Der findes i dansk litteratur noget, man kunne kalde radiatorsyndromet: en trang til at bruge ord, man tror er forbudte. Digteren Niels Frank udtalte sig for mange år siden om ordet 'radiator', og i de (vistnok forvrængede) referater af hans udtalelser, der siden hen spredtes, blev det til, at ordet 'radiator' simpelthen var upoetisk. Hvilket fik Jan Sonnergaard til i trods at bruge ordet som titel på sin debutbog. Ord som radiator, finanslov og Opel Kadett har naturligvis en anden klang end f.eks. solnedgang, egetræ og blodmørke, men det ville jo være meningsløst på forhånd at bortvise bestemte ord fra poesiens gebet: Intet ord er i sig selv poetisk eller upoetisk; poesien opstår mellem ordene - hvis den altså opstår. Hvis man tror, at digte kun kan bestå af blodmørke egetræer i solnedgang, tager man naturligvis fejl. Men det er også en fejltagelse - og det er den fejltagelse, jeg kalder radiatorsyndromet - at tro, at man ved at installere radiatorer og finanslove i sine digte kan opnå en eller anden antipoetisk, avantgardistisk kontraeffekt, der punkterer digtet og dermed gør det mere virkeligt. Egetræer er jo lige så virkelige som radiatorer, og der er ingen grund til, at de to fænomener ikke skulle kunne leve i fredelig sameksistens, både i verden og i poesien.
Radiatorsyndromet
Lyt til artiklen
