Hvilken dansk dramatiker slipper af sted med at citere Fjerde Mosebog midt i en monolog om manisk storbynarcissisme og klam købesex? Dette er ikke en quiz, men et retorisk spørgsmål, der i sig rummer det indlysende svar: Morti Vizki. I skuespillet 'Gray', der i 2002 fik en fornem scenefødsel på CaféTeatret med Lars Junggreen i rollen som Oscar Wilde-spejlingen, bølger Vizkis sært æggende sprog hen over siderne og fanger læseren ind i en trancelignende tilstand af tæmmet uro Og så er Vizki-ordene her endda ikke så syreholdige og sværmeriske, som de kan være. Oscar Wildes roman 'Dorian Grays billede' om den smukke yngling, der forelsker sig i sit eget portræt og giver sin sjæl i bytte for evig ungdom, har hos Vizki fået en skæv, men ikke desto mindre yderst vellykket ansigtsløftning. Tiden i 'Gray' er på sin vis vores egen konstant neurotisk overfladebehandlende samtid - Dorian er nu plastikkirurg og omvandrende reklamesøjle til salg for byens sultne sexkunder - men tiden er samtidig også Morti Vizkis helt specielle ur- eller oldtid. Mellem et genkendeligt nulevende København og et for længst tabt Paradis vugger teksten således frem og tilbage. Til tider blidt, som når blomsternes blå symbolik slynger sig ind og ud af Dorians tale, til andre tider voldsomt, som når 'tomrummet bag kødet' udforskes uden selvmedlidenhed eller ironisk fernis: »Min ensomhed ... Nej, jeg har det helvedesagtigt, som om alle mine celler er forkerte«. En maske uden indhold, en krop uden sjæl. Og dog. Denne Dorian reflekterer jo netop så hjerteskærende over sin egen hulhed - ja han anråber ligefrem Gud - at der opstår en dybde, et andet billede bag spejlets. Der er her, midt imellem fortabelse og frelse, Oscar Wildes yngre sjælebror taler. Dels til dramaets umælende kvinde, dels til alle os andre små spejlende narcissister.