0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forelskelsens arena

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er hende, der skriver i dødsens forelskelse til ham - til 'Du, mit du'. Nærhedens lyriske markører står overalt i romanen, hvor der skrives »i dag«, elskes i nutid og dræbes af bare begær: »... dit hjertes galop bliver tung, og jeg tænker på mænd, der dør elskende«.

Christina Hesselholdt har sprog, og her er sproget »rent køn« ligesom det skrivende jeg. Der er noget 'Betty Blue' over det, noget 'Bonnie & Clyde', noget roadmovie uden road, men hvorfor lede efter forbilleder, bogen giver selv den ultimative reference med sit motto fra Gide,' L'immoraliste' (dårligt oversat til 'Umoralisten' på dansk): »Hvordan ville en Beretning om Lykken komme til at se ud?«.

Romanens bud på sådan en beretning ligger, akkurat som hos Gide, hinsides godt og ondt. Tiden er standset, perspektivet borte, rummet opløst. 'Du, mit du' er hele verden: kæmpestor set indefra, lillebitte set udefra. Man må identificere sig, hvis man vil se noget stort her, for hvis man bare læser med som tredje hjul på en gig, så er 'Du, mit du' morderisk minimal indtil det klaustrofobiske og lykken så lille en størrelse, at den strammer svært om livet.

Det går for sig på en bondegård, »din døde farbrors lange hus«. Her er de elskende flyttet ind for at passe på dyr og jord, indtil de nye ejere arriverer. Allerede på første side lugter der af høns og persille, og ingen skal være i tvivl om, at Christina Hesselholdts minimalisme her møder en stærk gammel trend i dansk litteratur: malkemaskinemodernismen.

Det myldrer med køer, kvier, katte, heste, påfugle og tyre, men som det ses, er der hermed også en zoologisk skridning fra det decideret jyske til det mere sydlandske til Frankrig og Spanien. Man kan fægte med tyre, og det gøres der i romanens billedspor, som lægger sig op ad det erotiske hovedspor med frygtløse Hemingwayreferencer og arenaens verden udlagt som spejl af dét, der foregår mellem de elskende. Kvaliteten i alt dette klichéfyldte er, at Christina Hesselholdt skriver uden klicheer i sit eget nærværende, sitrende sprog.


Forelskelsen i 'Du, mit du', er rendyrket, pervers, grænseoverskridende. Første gang, tyrefægtermotivet introduceres, befinder de elskende sig på bagsædet af en taxa, som føres af et dumt, fladt og uskønt individ, »et åbenbart resultat af genetisk nærtståendes lyst & langt til nærmeste nabo«. I en liderlig leg sætter kvinden sig frem på forsædet og viser sig frem for kusken, på betingelse af at han sætter farten op til 220: »Jeg trak på tyrefægtervis bæstet, eller i hvert fald hans øjne, rundt om min krop ved hjælp af trusserne (...)«.

Også andre bliver udsat for små og store forbrydelser i det dødelige spil mellem de to: en pukkelrygget fiskehandler, en kæmpestor servitrice, en aggressiv påfugl. Sidstnævnte må lade livet, for der findes pistoler i »din døde farbrors lange hus«.

Og mellem de elskende, eller i hvert fald forelskende, er der blod bestandig. De søger mod dødens grænse, de vil dræbe hinanden, snart i uhyggelige biljagter, snart i blinde skuddueller langt inde i den lumre lade. Men så fører sporet videre, igen til Spanien, hvor der er mere end tyre, hvor der også er sol, slotte, søjler, marmor, cypresser og sigøjnere, som spår, velsigner og forbander, alt efter hvor mange euro man giver dem.

Man har jo ikke forstået noget af Spanien, hvis ikke man har set en tyrefægtning. Og hos Hesselholdt har man nok heller ikke forstået noget af kærligheden. Det er tænderskærende tidstypisk, at en forsøgsvis »Beretning om lykken« foregår som en kamp mellem to forelskede i en tyregod miniarena. Hvis man vil se den salvelsesfulde version af dén kamp, kan man ty til Lars Norén og Bille August på Det Kongelige; hvis man vil se den trivielle udgave, kan man følge med i 'Nikolaj og Julie' på tv; og hvis man vil stimuleres sprogligt, nok så meget som seksuelt, så kan man læse 'Du, mit du'. Så småt og i korte stræk så stort. Er det lykken eller bare det, der ligner? Og er det skrevet til alle os - eller egentlig mest til ham dér du, hendes du, du dér du?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce