Det er hende, der skriver i dødsens forelskelse til ham - til 'Du, mit du'. Nærhedens lyriske markører står overalt i romanen, hvor der skrives »i dag«, elskes i nutid og dræbes af bare begær: »... dit hjertes galop bliver tung, og jeg tænker på mænd, der dør elskende«. Christina Hesselholdt har sprog, og her er sproget »rent køn« ligesom det skrivende jeg. Der er noget 'Betty Blue' over det, noget 'Bonnie & Clyde', noget roadmovie uden road, men hvorfor lede efter forbilleder, bogen giver selv den ultimative reference med sit motto fra Gide,' L'immoraliste' (dårligt oversat til 'Umoralisten' på dansk): »Hvordan ville en Beretning om Lykken komme til at se ud?«. Romanens bud på sådan en beretning ligger, akkurat som hos Gide, hinsides godt og ondt. Tiden er standset, perspektivet borte, rummet opløst. 'Du, mit du' er hele verden: kæmpestor set indefra, lillebitte set udefra. Man må identificere sig, hvis man vil se noget stort her, for hvis man bare læser med som tredje hjul på en gig, så er 'Du, mit du' morderisk minimal indtil det klaustrofobiske og lykken så lille en størrelse, at den strammer svært om livet. Det går for sig på en bondegård, »din døde farbrors lange hus«. Her er de elskende flyttet ind for at passe på dyr og jord, indtil de nye ejere arriverer. Allerede på første side lugter der af høns og persille, og ingen skal være i tvivl om, at Christina Hesselholdts minimalisme her møder en stærk gammel trend i dansk litteratur: malkemaskinemodernismen. Det myldrer med køer, kvier, katte, heste, påfugle og tyre, men som det ses, er der hermed også en zoologisk skridning fra det decideret jyske til det mere sydlandske til Frankrig og Spanien. Man kan fægte med tyre, og det gøres der i romanens billedspor, som lægger sig op ad det erotiske hovedspor med frygtløse Hemingwayreferencer og arenaens verden udlagt som spejl af dét, der foregår mellem de elskende. Kvaliteten i alt dette klichéfyldte er, at Christina Hesselholdt skriver uden klicheer i sit eget nærværende, sitrende sprog.