Der var engang, hvor letlæste bøger med billeder i også handlede om de mest letfattelige ting. Sådan er det ikke mere. Tag bare Daniel Zimakoffs nyeste. Den har garanteret et negativt lixtal. Og så er den alligevel totalt ryggesløs. 'Dengang jeg ville have mine forældre skilt' er den postmoderne titel. Christoffer gør den iagttagelse, at skilsmissebørn får flere goder og gaver. Nu har forældrene igen måttet spare udlandsturen bort. Så sammen med vennen Jonathan, der nyder alle et skilsmissebarns glæder, får Christoffer sin vilje. Og han fejrer 'sejren' på Costa Brava med en brødebetynget far. Bagefter skal han til Legoland med mor og lillesøster, hvis fejlanbragte lorteble var første skridt - af flere - der fik forældrene til at fare for vildt i totterne på hinanden. Så langt så godt. Desværre bliver Christoffer så overmodig og medsammensvoren, at han betror sig til sin far over en alkoholfri flyversjus. Øh, den lorteble ... Og så viser det sig skam, at der skal mere end et par knækkede tulipaner og en lorteble til at skille et godt par med to børn. Og trods alt bliver der råd til turen til Legoland. En herlig bog om materialismens totale sejr over det humane. Om børnemagt og svage forældre. Det letlæselige element bruges til at bøje grådigheden i neon. Historien er enkel og firkantet; som en hestebog uden heste i. Og så tør forfatteren alligevel ikke gå planken ud. Eller gør han? Til sidst bliver Jonathan ked af sit liv som skilsmissebarn. Far skal komme hjem. For mor kan ikke betale huslejen alene. Christoffer lover at hjælpe. Bingo! Finale!