Claes Johansen har skrevet SIN tids bedste ungdomsroman. Den hedder 'En flænge i verden' og er fra 1989. Siden har han deltaget i mange debatter, og fremturer for så vidt i 'Børnecentralen', der er en usædvanlig politisk børnebog bag sin eventyrlige facade. Proppet med surhed og fordomme. En sur mand er altid værd at gæste! Hvad er Claes Johansen sur over? Det må være noget med samfundet, der vil bestemme alt, og som ledes af kravet om fællesskab og fodformede meninger. Om børn f.eks.! Hvorfor må de ikke støje eller vise sorg? Hvorfor skal de så en tur omkring Børnecentralen og have justeret deres gener? Det meste af 'Børnecentralen' er kras, actionpræget realisme. I løbet af no time får folkene bag Børnecentralen øje på Nicola, hvis forældre lige er blevet skilt. Den nye mand i huset er i spøg og skæmt- branchen. Konsekvent omtalt som Mik Randahl er han lige ved at stjæle billedet som bedste birolle. Nicolas egen far er sprunget ud som økoflipper. Hver anden weekend drikker de to urtete sammen. I sidste del af bogen er Nicola død. Hendes mission bliver nu - sammen med nogle spøjse hjælpere under ledelse af Jesus Kristensen - at bryde gennem hinden til virkeligheden og sprænge Børnecentralen i luften. Nicola får lov at sige farvel til sin mor. Men oppe i Paradisets Have hygger hun sig med begge forældrene på et tæppe ude i den bløde, grønne eng. Tak for sangen! Der skrives meget magisk fantasi i disse år, men ingen splatter som Claes Johansen alle dele sammen på en grov og ubehøvlet facon. Uden respekt for genrens yin og yang. Fra sin surhedens platform får han - som så ofte før - sagt noget væsentligt. Denne gang om børns vilkår, obsternasighed og tyk, tyk sorg. Men måske har forfatteren, der er bosat i England, alligevel ikke opdaget, at socialdemokraternes tid er forbi.