0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Børnegenet

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Claes Johansen har skrevet SIN tids bedste ungdomsroman. Den hedder 'En flænge i verden' og er fra 1989. Siden har han deltaget i mange debatter, og fremturer for så vidt i 'Børnecentralen', der er en usædvanlig politisk børnebog bag sin eventyrlige facade. Proppet med surhed og fordomme.

En sur mand er altid værd at gæste! Hvad er Claes Johansen sur over? Det må være noget med samfundet, der vil bestemme alt, og som ledes af kravet om fællesskab og fodformede meninger. Om børn f.eks.! Hvorfor må de ikke støje eller vise sorg? Hvorfor skal de så en tur omkring Børnecentralen og have justeret deres gener?

Det meste af 'Børnecentralen' er kras, actionpræget realisme. I løbet af no time får folkene bag Børnecentralen øje på Nicola, hvis forældre lige er blevet skilt. Den nye mand i huset er i spøg og skæmt- branchen. Konsekvent omtalt som Mik Randahl er han lige ved at stjæle billedet som bedste birolle. Nicolas egen far er sprunget ud som økoflipper. Hver anden weekend drikker de to urtete sammen.

I sidste del af bogen er Nicola død. Hendes mission bliver nu - sammen med nogle spøjse hjælpere under ledelse af Jesus Kristensen - at bryde gennem hinden til virkeligheden og sprænge Børnecentralen i luften. Nicola får lov at sige farvel til sin mor. Men oppe i Paradisets Have hygger hun sig med begge forældrene på et tæppe ude i den bløde, grønne eng.

Tak for sangen! Der skrives meget magisk fantasi i disse år, men ingen splatter som Claes Johansen alle dele sammen på en grov og ubehøvlet facon. Uden respekt for genrens yin og yang. Fra sin surhedens platform får han - som så ofte før - sagt noget væsentligt. Denne gang om børns vilkår, obsternasighed og tyk, tyk sorg.

Men måske har forfatteren, der er bosat i England, alligevel ikke opdaget, at socialdemokraternes tid er forbi.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce