0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hadets skoler

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den engelske Stevie Davies gik som barn i skole i Plön i Nordtyskland, hvor den gamle Marineunteroffizierschule Plön var blevet omdannet til kostskole for børn af udstationerede britiske styrker efter overgivelsen i 1945.

Hendes roman er fiktion bortset fra en række historiske personer og fakta (Stevie Davies er i øvrigt historiker), men man kan roligt gå ud fra, at det er egne erfaringer, der indgår i skildringen af kostskolelivet og de børn, »der er nådesløse i deres egen elendighed«. De mobber på det grusomste, og lærerne følger trop med et ydmygelses- og strafferegime, der skal hærde børnene, men snarere bidrager til en omfattende forråelse.

I centrum for romanen står den unge Isolde Dahl, der i 1958 ankommer til skolen i Plön som lærerinde. Hun er opvokset i Wales, hvortil hun som lille flygtede under krigen sammen med sin mor, der var gift med en brutal SS-officer, Paul Dahl, indbegrebet af det blonde bestie og racehygiejnen selv. Ham husker hun intet om, men har en svag erindring om, at hun i hemmelighed fik håret bleget for at skjule indtrykket af mørke gener i familien. Skolens tyske musiklærer, Michael Quantz, finder efterhånden ud af, at hun må være datter af Paul Dahl, den ungdomsven, han fik afsmag for under krigen. Der var nidkærheden i tjenesten til forskel.

Nu ser han med bekymring på, at Isolde bliver kæreste med hans søn Wolfi, som han har levet sammen med, siden han i 1945 fandt drengen i Kiels ruiner ved siden af det ugegamle lig af moderen.

Romanen krydsklipper mellem skolelivet 1958 og Michaels erindringer om krigens sidste uger, hvor han også befandt sig på skolen i Plön, dengang omdannet til de sidste dages naziadministration, og med ham selv i rollen som rapportør for admiral Dönitz, Hitlers ubådsekspert, der blev udnævnt til Führer ved hans død.


Dette er en roman mineret med psykiske konflikter, først og fremmest af den type, der stammer fra uudholdelig fortid. Nogle forblev nazister i hjertet, andre martredes over, hvad de havde været vidne til eller måtte deltage i. De to unge har det svært med deres fædres rolle under krigen. Mens Wolfi holder afstand til sin far, som han ikke vil tage fuldt i øjesyn, oprøres Isolde over skolens ånd.

Den engelske rektor er lovlig fascineret af de militære genstande, han har fisket op af søen, smidt ud af 'sidste øjebliks'-desertører, og racefordomme og nationalisme trives i bedste velgående i en luft af hysterisk militærisk disciplin omsat til hårdhændet kostskoleregi. Børnene lærer jødehad af de tyske ligeglade Fräuleiner, der skulle give dem omsorg, og de lærer prøjserhad af de britiske lærere.

Tysk vil de derfor ikke lære. Isolde, der er tysklærer, men ikke skilter med sin oprindelige tyske herkomst (uanset at hun som lille barn under krigen ikke burde kunne drages til ansvar for noget som helst) tænker fortvivlet: »Disse børn, der var stationeret i lejre rundt om i verden, ville aldrig vove sig uden for det telt, der var rejst omkring den forfladigede engelskhed. De transporterede deres England med sig og rejste det, hvor de end slog lejr, et uvidenhedens tilflugtssted, et hjemsted for krigerisk frygt«.


Det er et stort, dramatisk og meget sammensat stof, Stevie Davies ruller op. Hendes ærinde er ikke at dømme, men vise manglen på ægte forandring i indstilling efter krigen. De gamle nazister får høje poster og hylder i hemmelighed de gamle idealer. Briterne opfører sig som ignorante og ligeglade imperialister. »Hvordan adskiller vi os fra vores forgængere i denne kaserne«, spørger Isolde sig selv, når hun ser den umenneskelige behandling af børnene. Det er et spørgsmål om grader, men magten og råddenskaben er den samme.

Stevie Davies var indstillet til Bookerprisen i 2001 for romanen, som jeg ikke er sikker på, at oversættelsen yder helt retfærdighed alle steder. Davies' billedbrug kan være meget elaboreret, og det lyder ikke altid godt på dansk i sætninger som f.eks. »Prismatiske perler i et spindelvæv«, der kunne være omskrevet til mere ligefremt dansk.

Og der er fejl: Når Isoldes øjne er dunkle på en fremmedartet måde, er det ikke, fordi »nethinde og pupil næsten ikke kunne skelnes fra hinanden«. Det er regnbuehinden, der er tale om - nethinden er øjets bagvæg, usynlig for det blotte øje. Det vrimler også med sjuskefejl, som de altid nødvendige redaktionelle korrekturlæsere burde have fanget: »tilknyttet til det« indeholder et 'til' for meget , »nå« i stedet for »nu« , »klatter af gule creme«, »en surt lugt«, »kom af selv« i stedet for 'kom af sig selv', »forklemt« i stedet for beklemt. I sætningen »En i deres midte kreds havde kompromitteret sig selv« får man sandelig indblik i oversætterens arbejde med at vælge det rette ord og glemme at slette det ene.

Den slags skæmmer en meget læseværdig bog, der afdækker tysk og britisk nationalisme på en original måde.



boger@pol.dk