Er der noget mere trist end alle disse enlige fædre, der på deres egen kejtede facon forsøger at få et par gode timer ud af det hver fjortende dag? Biffen, pizza og så farvel igen. Her kommer far Johnny ind med toget. Bo R. Holmberg fortæller den gråtonede historie om 'En dag med Johnny', og Eva Eriksson - den gode tegner! - lægger en nubret struktur ind i billederne, så de bliver lidt tågede og smertedæmpende. Hun udnytter de varme, dunkle og sørgmodige kulører på en enestående og gennemført måde. Man bliver simpelthen så dejligt trist til mode af at kigge på hendes billeder. De er enkle og hjerteknugende. De fortæller hele historien. Johnnys søn hedder Tim, og han står helt alene på perronen og venter. Senere står han helt alene på perronen og vinker. Mor gemmer sig nok bag en søjle. På hele turen ivrer drengen for at præsentere Johnny. »Det er min far!«. Han siger det til pizzamanden, biffedamen og senere til bibliotekaren, da de sidder og hænger ud en stund dér, mens de venter på toget. »Det er min far!«. Så er der så meget andet, de to ikke taler om. Tim synes nok ikke, at han har trukket lykkens lod her i livet. Det fine er, at bogen ikke siger ham imod, men blot fortæller hans historie loyalt og helt uden omsvøb, som det var den eftermiddag. Ikke ét eneste lille suk har de to tilladt sig. Så det blev en god dag med Johnny. Mor dukker op, da toget er kørt. Nu skal de nok hjem og have en pizza.
Gråt gensyn
Lyt til artiklen
