Per Højholt er en af de allervæsentligste danske digtere i det tyvende århundrede. Han er, hvad man kalder en digternes digter, det vil sige en, der læses med stor interesse og respekt af især yngre kolleger. Også litteraterne er glade for ham; der er ikke mange nulevende digtere, der har et så gennemanalyseret forfatterskab som Højholt. Når han er så vigtig, skyldes det, at han gennem fyrre år har bedrevet litterær grundforskning af højeste karat og dermed udvidet poesiens felt betragteligt. 'Turbo' er et hovedværk, ikke bare i Højholts forfatterskab, men i det tyvende århundredes danske poesi. Bogen er ét langt højhastighedsdigt, som får det mest forskelligartede stof med i farten; det er så at sige farten, der skaber sammenhængen - selv om der ikke rigtig er nogen, og det burde ikke kunne lade sig gøre. At læse 'Turbo' er derfor som at løbe af sted over tynd is, der brister under fødderne på én for hvert eneste skridt. Det går kun galt, hvis man standser. Så stands ikke, men begynd her og fortsæt i bogen, som netop er blevet genudgivet for første gang siden den kom i 1968, det var på tide: »man kan gå frem det er muligt ad den højre vej til målet/ man kan gå også det muligt frem ad den røde vej t målet/ man kan det muligt det også ad den slagne vej nå t mange/ målet klædt i nul og med sokker på og intet til forskel/ tænk dig målet som et stort et fald et stoort styrt ned/ tænk dig m det også muligt som et el-fad stort m sukker/ på og kærnemælk til forskel (start på dagen) det også m« ...
Fuldt knald på
Lyt til artiklen
