Ved Marilyn Monroe mon, hvor diamanterne kommer fra? Spørgsmålet rumsterer i hovedet på 16-årige Rachel, der i 1959 modstræbende må give afkald på amerikansk komfort og i stedet slå sig ned i Congo. Hendes far, Nathan Price, er baptistisk missionær og stiler mod at døbe alle børn i byen Kilanga. Moderen Orleanna og de fire døtre følger bare med i Guds navn og får sig noget af et kulturchok ved mødet med fattige, syge, tiggende, men også stolte mennesker, der ikke lige er til sinds at opgive deres skikke. Barbara Kingsolvers roman om missionærfamilien i mørkets hjerte er en af dem, der ankommer til landet med imponerende salgstal og en anbefaling fra Oprah Winfreys bogklub i ryggen. Den slags signalerer ofte en udpræget amerikansk læseoplevelse, og bogens oprindelse fornægter sig da heller ikke i dens interesse for teologiske finesser i baptismen. Men Barbara Kingsolver hører bestemt ikke til de forfattere, der hylder amerikanske familieværdier til kvalmetærsklen. Tonen i 'Gifttræets evangelium' er snarere direkte antiamerikansk, når det gælder Vestens engagement i Afrika. Missionæren er blot én ud af uendeligt mange portugisere, belgiere og amerikanere, hvis forsøg på at få congoleserne til at makke ret har gjort mere fortræd end gavn. Problemet ligger blandt andet i sproget. På kikongo, som tales i den by, hvor missionærfamilien bor, betyder udtalen alt. Samme ord med en anden betoning gør en verden til forskel. Derfor må det gå galt, når missionæren hver søndag afslutter sin prædiken med at råbe »Tata Jesus er bängala!«. Det, han vil sige, er, at Jesus er kostbar. Men som han udtaler det, får han søndag efter søndag erklæret, at Jesus er et gifttræ - en jungleplante, han selv har et ganske kløende minde om fra et mislykket forsøg på at anlægge en køkkenhave ved familiens ankomst.