0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vidunderligt gensyn

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var en trist nyhed, da Bill Watterson i 1995 besluttede sig for at stoppe sit livsværk efter ti år. I dag kan vi, som et plaster på såret, glæde os over et kommenteret udvalg af de bedste søndagssider med Steen og Stoffer.

Få nyere serier er så gennemmusikalske som Steen og Stoffer. Og få serier med et fast persongalleri har så bredt et spekter, som Bill Wattersons.

Meget kan ske, ikke mindst i kraft af Steens ekstremt livlige fantasi. Tyrannosaurer i F-14-fly, levende grød med eksistentiel forkvabbelse, ufo'er, der kopierer små drenge og får dem til at lave ulykker eller 'bare' overvejelser over livets og humorens mening.

Med udgangspunkt i et lukket miljø omkring en kernefamilie åbner serien sig ud mod et uafgrænset univers. Dynamikken formidles gennem formen fra det tekstmæssigt tunge til de rene billedfortællinger, fra åbne til lukkede rammer og i en ekspressiv streg, der går fra det tykke kantede til det fint ciselerede.


Politikens egen Strid er en yngre fætter til Steen. Ideologisk er de ikke i samme båd, men mange værdier deler de, og under den maskuline aggressivitet gemmer de begge en melankolsk tone.

Hos Steen og Stoffer slår det ofte over i poetiske og filosofiske kommentarer, og jo tungere tankerne bliver, jo mere dynamisk bliver tegningerne. Når Steen og Stoffer rutsjer i en trækvogn ned ad en bakke og kaster sig i frit fald ud over en skrænt, ved man, at Klogeåge har skrevet dialogen.

På mange måder genoplivede Watterson dyderne fra George Herrimans surreelle, poetiske og filosofiske Krazy Kat fra 1910'erne til 1940'erne.

Had-kærlighedsforholdet mellem Steen og hans veninde Sussi, som han hellere end gerne sender en snebold eller en vandballon i nakken, mens Stoffer udlægger de amorine undertoner, er en direkte hommage til musen Ignatz, der sender mursten i nakken på politihunden Pupp, som Krazy Kat er så inderligt forelsket i.

Bill Watterson vedkender sig arven i en god indledende tekst og en lang række kommentarer til de enkelte søndagssider. Men det er ikke sine figurer Watterson takker Herriman for, det er fortælleteknikken og især disponeringen af tempo og rammer.


Og netop spørgsmålet om rammer giver en interessant indsigt i kulturindustriens arbejdsbetingelser. Watterson måtte i en lang periode acceptere at distributionsselskabet Universal tillod avisredaktørerne at ombryde og ligefrem beskære serien, som det passede dem.

Det betød, at han i en lang periode lavede en lille valgfri indledning på sine søndagssider, og at han kæmpede en årelang kamp for at få det til at fungere fortællemæssigt og musikalsk. Horrible vilkår, og det siger ikke så lidt om Wattersons talent, at han på trods formåede at lavede nogle særdeles velfungerende sider - uanset hvordan man skar dem.

I 1990'erne lykkedes det ham endelig at lave en aftale med Universal, der krævede, at aviserne ikke måtte ombryde eller beskære søndagssiden. Og herefter går det virkelig derudaf, ned ad skrænten og ud i det fri.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce