Når modne digtere udgiver digtsamlinger, sker det, at de allierer sig med modne billedkunstnere, der så leverer udsøgt grafik eller lignende til værket. Det er der kommet megen upåklagelig bogkunst ud af. I 'Balladen om Bianca' af Naja Marie Aidt er man gået anderledes til værks, og der slår frisk luft direkte op fra de store, skinnende sider. Der er dels tale om en, sammenlagt, fuldgyldig digtsamling, dels en overflod af fotos. Kim Lykke har stået for billedsiden af sagen, aldrig nærgående over for digtene og heller aldrig opstavlet, men hele tiden på sporet af sin egen ballade. Ballader - det er der vist ikke skrevet meget af siden Nis Petersens dage. Og at der er sket noget siden ham, er man ikke i tvivl om, når man læser Aidt. Der er alligevel visse komponenter, der går igen: cafeer og drukkenbolte og gadens øvrige faste stok samt et kastanjetræ, som nogen af dem holder til under. Der er endog en præst. Men det flimrer alt sammen, for man ved aldrig, præcis hvor man er, eller i selskab med hvem. Teksternes ansvar er hele tiden uddelegeret. Konstant er alene en nedenunder strømmende kærlighed til de andre, de nære mennesker, dem i kvarteret, dem henne om hjørnet.
Love from Nansensgade
Lyt til artiklen
