En kvinde, en mand og en opera - det er fundamentet for Carlos Fuentes' lille roman 'Inez'. Kvinden er den mexicanske stjernesopran Inez Prada, manden er den kraftgenialske franske dirigent og iscenesætter Gabriel Atlan-Ferrara, og operaen er Berlioz' 'Fausts fordømmelse'. Gabriel dirigerer den fire gange i sit lange liv, først i London i 1940 (med Inez i koret), derefter i Mexico By i 1949 og i London i 1967 (med Inez i hovedrollen) og sidst i Salzburg i 1999 (med Inez i erindringen). De to kunstnere skulle måske have været manden og kvinden i hinandens liv, men blev det ikke helt. Deres korte møder i virkeligheden nærer dog de lange, længselsfulde og lidenskabelige møder i fantasiens verden. I Inez' drømme forvandler de sig endda til en parallelhistorie fra en mytisk urtid, hvor mands- og kvinderoller er lige så elementære, som sproget er rudimentært - og denne myteverden materialiseres på gådefuld vis i teatret ved den anden London-opførelse. Alle i salen tror, at det er et outreret påfund fra Gabriels mesterhjerne, kun de to ved, at det hænger anderledes sammen.
Urtid og livstid
Lyt til artiklen
