0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et spark - langt ind i sproget

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Noget tyder på, at Morten Søndergaard og hans familie er blevet voldgæstet i deres italienske eksil. Gæsterne råber på kaffe og sender e-mails, de låser sig inde på toilettet, bruger alt det varme vand og kræver morgenmad på sengen. Alt sammen i et eneste langt digt, der indleder samlingen opkaldt efter bopælen, med tilføjelsen set i bakspejlet, altså 'Vinci, senere'.

Apropos bakspejle, sådan et optræder også i disse tekster, med en advarsel på engelsk om, at ting, der optræder i spejle, kan være nærmere, end de ser ud til. Advarslen gælder også ting og mennesker i digtets spejl.

Afstandene skifter hele tiden. Digtenes manøvrer går ud på at komme på den rigtige distance af dem. For eksempel det italienske landskab, som optræder i titlen på indledningsdigtet, men som digtet har et besværligt forhold til. Det er ikke kun de irriterende gæster, der spærrer udsigten til det, det er også digterens bekymring for, hvad ord i det hele taget kan.

Morten Søndergaard er sprogskeptiker, myrerne slæber landskabet væk, og før man har set sig om, bliver det til et »lindskib«, med usynlig hilsen til Per Højholt, af hvem han har lært noget om at gå både planken og tanken ud.


»Der er reality på alle kanaler«, hedder det, med en påmindelse om, at digtet ikke er det eneste medie, der har ondt ved at videregive »den vaskeægte vanvittige virkelighed«, som næste lange digtsuite hedder. Det er surrealismen, der har stået fadder til dens mest markante dele, som også er bogens bedste digte. Vi ser scener med proportioner og kombinationer, der hører drømmenes verden til.

På Svanemølleværket står »en maskine til mekanisk udbening af svaner«, skønt digteren har skrevet en doktordisputats om, at der ikke er meget kød på de dyr. Vinduet »bløder«, en fuld mand »synger ned i standerlampen« og »henne ved gyngestolen / snakker de døde / mens de strikker / ordene op på rundpinde«. Det er et rigtigt mareridt og derfor mere værd at se på for os udenforstående, altså digtlæserne, end de e-mailende gæster i Vinci.

Søndergaard gør tilnærmelser til virkeligheden fra flere vinkler endnu. Han prøver med systemdigtning, alverdens vulkannavne, sat på remse og bragt i udbrud. Og de korteste ord i sproget, sat i kolonner. Men når systemerne er for tydelige, bliver digtene for kedelige.

Bedst er han til de surreale manøvrer. Når tingene ikke passer sammen, størrelsesforholdene er forskudte eller situationerne umulige, så åbner digtenes muligheder sig. Digtets jeg kommer gående ad en markvej. Dér ligger hans far viklet ind i et elektrisk hegn og ser ham helt ind i bunden af hans sjæl. Jeg refererer snarere end citerer, for det er synet mere end ordvalget, der skaber det bedste liv i en tekst som den.

»Til sidst kom der nogen og sparkede mig / langt ind i sproget«. Når han er kommet endnu længere ind i det, kan han blive rigtig god. Han er godt på vej.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce