Noget tyder på, at Morten Søndergaard og hans familie er blevet voldgæstet i deres italienske eksil. Gæsterne råber på kaffe og sender e-mails, de låser sig inde på toilettet, bruger alt det varme vand og kræver morgenmad på sengen. Alt sammen i et eneste langt digt, der indleder samlingen opkaldt efter bopælen, med tilføjelsen set i bakspejlet, altså 'Vinci, senere'. Apropos bakspejle, sådan et optræder også i disse tekster, med en advarsel på engelsk om, at ting, der optræder i spejle, kan være nærmere, end de ser ud til. Advarslen gælder også ting og mennesker i digtets spejl. Afstandene skifter hele tiden. Digtenes manøvrer går ud på at komme på den rigtige distance af dem. For eksempel det italienske landskab, som optræder i titlen på indledningsdigtet, men som digtet har et besværligt forhold til. Det er ikke kun de irriterende gæster, der spærrer udsigten til det, det er også digterens bekymring for, hvad ord i det hele taget kan. Morten Søndergaard er sprogskeptiker, myrerne slæber landskabet væk, og før man har set sig om, bliver det til et »lindskib«, med usynlig hilsen til Per Højholt, af hvem han har lært noget om at gå både planken og tanken ud.
Et spark - langt ind i sproget
Lyt til artiklen
