Den bedste jødiske roman i amerikansk mellemkrigslitteratur - sådan har man betegnet 'Kald det søvn', der udkom i 1934. Forfatteren, Henry Roth (1906-1995), var selv som lille kommet til USA fra Galicien og voksede op i det jødiske fattigkvarter på Manhattans Lower East Side. Her foregår romanen, tiden er begyndelsen af forrige århundrede, og hovedpersonen er drengen David, som nok har mange træk til fælles med Roth selv. Han er et følsomt og modtageligt barn, der med skræk og undren og stor intensitet oplever den truende omverden - sin fars konstante, indestængte vrede, gadernes larm, boligblokkenes svimlende tage og bælgmørke kældre, kønnets mysterier i de ældre børns lege, lærdommens krav og tillokkelser i den cheder-skole, hvor David lærer hebraisk. Modpolen til alt det truende er hans forgudede Mama med den trygge, trygge favn. Der er ikke noget indviklet plot i romanen, kun en fremadskridende beretning om oplevelser, men familiespændingerne tager dog mere og mere til og munder ud i en slags krise for David, hvor han søger hjælp fra det høje - ved at prøve at fremkalde Guds lys på en meget jordnær og risikabel måde. Bogens titel er hentet fra de allersidste siders skildring af Davids døsigt-udmattede tilstand efter krisens udladning, men det er ikke tilfældigt, at titlen peger mod det indre liv snarere end mod det ydre.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























