0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det litterære cirkus

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da den 48-årige norske litterat Petter sidder på det hotelværelse i Amalfi, hvor Ibsen i sin tid skrev 'Et dukkehjem', konstaterer han for sig selv, at han aldrig rigtig har levet. Som Nora er han fanget i en fælde, omend af en nogen anden art. Mens han i en kort uge skjuler sig for verden og dem, der efterstræber ham, skriver han på fortællingen om sit liv - og møder den pige, der kan få ham ud af hans skinliv.

Jostein Gaarders roman om Petter er historien om et overbegavet barn, der klarede sig i skolen ved at skrive kammeraternes opgaver. Senere gør han i al hemmelighed sin sprudlende fantasi til en indbringende forretning. Ikke som forfatter, men som producent af synopser og alle hånde fiktionsideer, han sælger til udskrevne forfattere eller digterspirer, der ikke har noget at skrive om.

Ingen er naturligvis interesseret i, at disse handler bliver kendt, især ikke når de fører til succes for forfatterne. Petter spinder med sin omfattende business forfatterne, litteraturen og efterhånden også sig selv ind i et stort net med sig selv i rollen som Edderkoppen - hans gamle øgenavn hentet fra det insekt, der kan producere alt ud af sin egen krop. Han lider af en særlig ophedet energi, der betyder, at han hele tiden skal tømme sig selv for tanker - en slags 'sjælelig inkontinens'.


Romanen ironiserer over det litterære kredsløb af forfattere, der ikke har noget at skrive om, men alligevel vil skrive. Over hele den kulturelle forstoppelse som en følge af litteraturens kommercialisering og varekarakter. Litterær inflation som resultat af, at alle led producerer mere, end vi magter at fordøje.

Vores helt er først modelleret over en slags Faust-type som det forvorpne intellektuelle geni, der indgår en pagt med Djævelen. For det er en djævelsk leg, han leger med forfatterne. Han får også et barn med Maria, en moderne variant af Faust-mytens Gretchen, der til hans store tilfredshed blot vil bruge ham som sæddonor. Petter er nemlig sådan én, der ikke vil tæt på andre mennesker, men helst sætte sine spor i al hemmelighed og drilagtighed.

Til sidst kommer han til at agere i et nyt klassisk drama, et stykke med ødipale undertoner af Homo Faber-typen. I Amalfi forelsker han sig nemlig i en ung kvinde, der har brugt et par historier, hendes mor har fortalt til hende, i sin litterære produktion. For sent går det op for vores litteratur-entreprenør og den unge kvinde, at de er far og datter. Da var Petter ellers lige ved at blive et menneske efter et liv med ikke-krævende one night-erobringer og kynisk fornøjelse ved at få forfængelige forfattere ordentlig ud på dansegulvet.


Romanen er ganske fantasifuld, og den er morsom i skildringen af det litterære kredsløb som en turbine, forfattere og forlæggere lader sig piske mere eller mindre bevidstløst rundt i. Romanfiguren Petter er fra først til sidst skabt som en konstruktion, der skal bære på lovlig mange filosofiske erkendelser, hvad angår menneskelivets skrøbelighed og kortvarighed set i forhold til dødens realitet og universets uendelighed.

Og de indlagte synopser som prøver på Petters kunnen er ikke alt for spændende at læse. Især én af dem fungerer som spejling af Petters skæbne. Men de er samtidig også spidse sidestik til fiktionens karakter - alt kan efterhånden koges ned til mere eller mindre naive, fortænkte, sentimentale, dødssyge eller allegoriske synopser, der glider ned i overfyldte læsere, når de glaseres med en adækvat fortællerstemme.

Romanen 'Cirkusdirektørens datter' om en mand, der bliver en slags direktør i hele det verdensomspændende litterære cirkus, skal læses som en litterær spøg og en vittig idéroman. Den undgår ikke at være noget trættende, om end Jostein Gaarder får sagt et par sandheder om det litterære miljø og dets utrættelige overproduktion af lancerbare, moderigtige produkter, båret til torvs i alle led.

Hovedpersonen, der er lige så belæst som sin forfatter, henleder os på et billede af Nietzsche, der sammenligner et menneske, der har forspist sig på kulturen, med en slange, der har slugt en hare og ligger og døser i solen ude af stand til at bevæge sig.

Sådan kan man nok have det som læser på dette tidspunkt af sæsonen. Hvorom alt er, stopper Gaarder i hvert fald mere ned i den overfyldte slanges belastede fordøjelsessystem. Det afhænger af læserens gemyt, om man får sig en sund latter, en eftertanke, der er anstrengelsen værd, eller ondt i maven. Værsgo og spis!

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement