0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jazz og sabotage

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er endnu mere knald på, helt bogstaveligt, i 2. bind af Claes Johansens romanserie om besættelsen.

Bind 1 i fjor, 'Og ingen ved hvordan det går', gik fra krigsudbruddet i september 1939 til forsommeren 1942 med de første modstandspip. Bind 2 handler om venteperioden frem til regeringens afgang 29. august 1943 - vores 'phoney war', hvor krigen for de fleste var uvirkelig og ufarlig, mens krigslykken vendte, og de lunkne og tvivlende blev modsagt af folk, der forbandet gerne ville aktionere, men havde ondt ved at nå fra amatør- til partisan-stadiet.

I centrum står to unge kommunister: den studerende Petruska og hendes kæreste Leif, der begge har siddet i spjældet for at huse en britisk faldskærmsagent, men ikke har tabt gejsten. De spiller i et jazzband på københavnske beværtninger, og Petruska med den mørke stemme er nær ved at gøre grammofonkarriere med sine fusionerede Alice Babs- og Billie Holiday-arrangementer.

Ellers kan de modstandslystne unge synge med på Billie Holidays refræn: 'I can't get started'. De famler sig frem i blinde med futil småsabotage og vilde attentatplaner, der mest er mentalhygiejnisk aflad for den påtvungne passivitet, mens de drømmer om »kontakt med England«. Det gælder også den unge løjtnant, der samler en gruppe til aktioner og våbenmodtagelse, men fuppes af en sortbørshaj.


Omkring de unge ses deres familier, i skiftende grader af politisk bevidsthed og mod, og bag dem sløve gennemsnitsdanskere. »Det var hjemmesutter og brun sovs det hele, og meget længere strakte horisonten sig ikke«, mener en rapkæftet ungersvend.

En af fædrene er nazist, og via ham sniger Claes Johansen sig ind i miljøet omkring DNSAP, dagbladet Fædrelandet og 'Frikorps Danmark', hvor mange er ved at få kolde fødder. Her er indlagt autentiske figurer som partipoeten Laurits Skov og frikorpschefen K.B. Martinsen, og der er en vittig parodi på en frontforfatter, der med sin »makabre, patetiske stil« krydser Hemingway-hårdkogthed og germansk svulst, men får pip af den bestialitet han oplever på Østfronten.

Med de mange sidehandlinger, bifigurer og synsvinkler - og med den alvidende fortæller flittigt kommenterende og profeterende - når romanen bredt ud i det danske samfund 1942-43. Foruden de politiske konflikter registreres hverdagslivet, fra ersatz-varer til holdninger, omgangsformer og slang, fra seksualitet til kriminalitet. Jazzen løber som et leitmotiv af livsglæde og stille oprør, men hen over det hele ligger den klamme dyne af rådvildhed og desperation.


Det hele er »ålræjt«, som de siger (dvs. all right), men litterært er det ikke den finere madlavning. Claes Johansens personpsykologi er ret endimensional, og fortælleformen er prunkløs normalprosa anno ca. 1950: en lidt omstændelig realisme, med gode indfald, men ikke med et stilistisk eller fortælleteknisk raffinement som Erik Aalbæk Jensens 'Kridtstregen', der tydeligvis har inspireret reportagen om østfrontkæmperne fanget i Demjansk-kedlen.

Mest minder romanen om Régine Deforges' besættelsesføljeton 'Pigen med den blå cykel' - også for det gode. Heltinden Petruska er hvid- og ikke rødhåret, men lige så sexet, snarrådig og frygtløs som sin franske søster Léa. Lige så heroiseret, men også lige så velegnet som ledefigur.

Handlingen her i bind 2 slår nogle melodramatiske og ikke lige sandsynlige volter, men spændende er det - og gennemgående overbevisende. Claes Johansen har researchet grundigt, og han er en god pædagog. Romanseriens vigtigste funktion er, at den formidler besættelsens ydre og indre drama i en fortælling, der både er oplysende og underholdende. Unge læsere kan begynde her.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce