Der er endnu mere knald på, helt bogstaveligt, i 2. bind af Claes Johansens romanserie om besættelsen. Bind 1 i fjor, 'Og ingen ved hvordan det går', gik fra krigsudbruddet i september 1939 til forsommeren 1942 med de første modstandspip. Bind 2 handler om venteperioden frem til regeringens afgang 29. august 1943 - vores 'phoney war', hvor krigen for de fleste var uvirkelig og ufarlig, mens krigslykken vendte, og de lunkne og tvivlende blev modsagt af folk, der forbandet gerne ville aktionere, men havde ondt ved at nå fra amatør- til partisan-stadiet. I centrum står to unge kommunister: den studerende Petruska og hendes kæreste Leif, der begge har siddet i spjældet for at huse en britisk faldskærmsagent, men ikke har tabt gejsten. De spiller i et jazzband på københavnske beværtninger, og Petruska med den mørke stemme er nær ved at gøre grammofonkarriere med sine fusionerede Alice Babs- og Billie Holiday-arrangementer. Ellers kan de modstandslystne unge synge med på Billie Holidays refræn: 'I can't get started'. De famler sig frem i blinde med futil småsabotage og vilde attentatplaner, der mest er mentalhygiejnisk aflad for den påtvungne passivitet, mens de drømmer om »kontakt med England«. Det gælder også den unge løjtnant, der samler en gruppe til aktioner og våbenmodtagelse, men fuppes af en sortbørshaj.
Jazz og sabotage
Lyt til artiklen
