0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Her vil ties

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mon der findes en familie i verden, hvor der ikke er incest i en eller anden krog? Eller lever familier, hvor der ikke foregår seksuelle overgreb blot uden for fiktionens rækkevidde? I hvert fald har seksuelle overgreb været en så fast bestanddel af litteraturen i de senere år, at der skal en del til, før man glipper med øjnene og lader sig overraske af det forfærdelige. Reaktionen er snarere: Nå ja, også her!

Med romanen 'Hvis barn ...' melder Anne Marie Løn sig i rækken af forfattere, der prøver kræfter med det incestuøse stof, og der går ikke mange sider, før man gætter, hvad vej vinden blæser, og hvor den ukendte fader til et dødt spædbarn skal findes. Heldigvis er gådens løsning ikke romanens hovedattraktion. Det er derimod personerne og miljøet. Som så ofte før har Anne Marie Løn kastet sig over nogle lidt sære eksistenser, hvis liv og sind hun folder ud for den nysgerrige læser.

Når det virker, er det, fordi man tydeligt mærker hendes egen nysgerrighed. I en note i begyndelsen af bogen forklarer Løn, at hun selv har overværet den episode, der indleder romanen. Her haster et midaldrende, ret usympatisk ægtepar igennem Kastrup Lufthavn med et vildt skrigende spædbarn, hvis hoved dingler uden støtte. Alle omkring dem er pinligt berørt, men kan ikke finde ud af at gribe ind. Og herfra digter Løn videre. Hvem mon parret er, og hvorfor er de i lufthavnen med et spædbarn?


Svaret finder hun i Vestjylland - i et indremissionsk miljø, hvor skriftens ord er både lov og inspiration. Ægteparret har hentet spædbarnet i Tanzania, hvor deres medicinstuderende datter har arbejdet som frivillig på et hospital.

Datteren ønsker af grunde, som virker lidt betændte, at blive i Afrika lidt endnu og har derfor sendt barnet i forvejen. Men kort efter hjemkomsten dør den lille, og sagen bliver ordnet diskret - med bisættelse i stedet for begravelse og en præst fra nabosognet til at forestå ceremonien. Det er jo nok bedst, naboerne ikke ved noget.

Forældrene spares dog ikke for, at datteren kommer uventet hjem for at se sit barn. Hun har ikke hørt om dødsfaldet og besvimer i entreen, så de er nødt til at tilkalde en læge og sende hende på hospitalet.

Ved hjælp af nogle meget elegante synsvinkelskift mellem ægteparret og det sundhedspersonale, der tilser den kollapsede kvinde, får Anne Marie Løn skabt et uhyggeligt billede af en familie, hvor der er noget rivende galt, og før man har set sig om, er de gudfrygtige forældre rejst på ferie, mens datteren ligger bevidstløs.


Derpå skifter romanen perspektiv til datterens tid i Afrika. Man hører om hospitalet, hvor patienterne ligger to i samme seng, om personalet, der er strengt religiøst, og om afrikanerne, som ingen undervisning tilsyneladende bider på. Det er både farverig og interessant læsning, som akkompagnerer ens undren over, hvor effektivt datteren formår at fortrænge sin graviditet. Hun har simpelthen glemt , at hun er gravid, og tror, at opkastninger og oppustethed skyldes mad.

sHer fornemmer man atter Løns nysgerrighed som det drivende bag forfatterskabet. For hvordan ser der egentlig ud i hovedet på en kvinde, der ikke opdager, hvad der vokser i hendes krop?

Afrikafortællingen, som fylder to tredjedele af bogen, tager på mange måder luften ud af den første dels uhygge, bl.a. fordi synsvinklen pludselig ligger fast hos datteren. Til gengæld får man et bredt udfoldet psykologisk portræt af en kvinde, der både har store problemer og stor styrke til at overkomme dem. Det bedste er dog Anne Marie Løns blik for de detaljer, der skaber liv i en fortælling. Når hun åbner døren til en verden, er man godt tjent med at træde indenfor.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce