I en tid hvor adskillige yngre digtere stiller sig tilfredse med fis, kruk, lal og pjank, er det velgørende at støde på én, der vil mere end som så med poesien: Kristina Stoltz (f. 1975) debuterede i 2000 med 'Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse', en samling præcist mejslede digte om smerte, begær og drømmende erindringsglemsel; og nu udsender hun så sin anden samling, 'Græshoppernes tid'. Og lad det være sagt med det samme: Den er både moden, modig og ambitiøs - og ikke så lidt krævende. I bogens første digt går jeget op på et bjerg og hæves dermed symbolsk op over tid og sted og egen identitet: »der er udsigt til døgnet, årstiderne,/ mit liv uden ansigt«. Mange af de efterfølgende digte udfolder (sig i) dette tomrum, hvor forskellige tider, steder og identiteter passerer gennem hinanden og gennem jeget - ganske som i en drøm Og disse digte minder da også mest af alt om drømme: De kan være skønne, absurde, skræmmende eller lodret uforståelige, men de har næsten altid en insisterende intensitet. De genstande og fænomener, der optræder, emmer af symbolske betydninger - som det dog ikke altid lykkes én at udgrunde. Men et vist mønster aftegner sig:
Uden for tid og sted
Lyt til artiklen
